»Det er racistisk og 'white supremacy' (hvidt overherredømme, red.).«

Så voldsomme er beskyldningerne, som Bwalya Sørensen, talskvinde for Black Lives Matter Denmark, retter mod arrangørerne af en støttedemonstration for George Floyd.

Hun mener, at de 'voldtager den sorte kamp' og forsøger at overtage den dagsorden, Black Lives Matter Denmark arbejder for at fremme.

Demonstrationen i Aalborg var arrangeret af gymnasieelever fra Aalborg Katedralskole, en gruppe pædagogstuderende og en lokalafdeling af Amnesty International.

Efter pres fra Bwalya Sørensen er arrangementet nu aflyst.

Med flere hundrede deltagere skulle det finde sted i dag, tirsdag. Samme dag planlagde Black Lives Matter Denmark dog en protest i byen, og det sammenfald har affødt voldsomme reaktioner fra talskvinden.

For selv om begge parter ønsker at sætte fokus på samme sag, kunne de ikke finde fælles fodslag, hvilket Bwalya Sørensen har en simpel forklaring på.

»Hvorfor skulle vi gøre det sammen? De er hvide. Det er Black Lives Matter og ikke White Lives Matter.«

Bwayla Sørensen har været en del af Black Lives Matter Danmark i syv år. Hun står i disse dage i spidsen for en række demonstrationer mod racisme og politivold i USA.
Bwayla Sørensen har været en del af Black Lives Matter Danmark i syv år. Hun står i disse dage i spidsen for en række demonstrationer mod racisme og politivold i USA. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Hun var ellers inviteret med som taler ved de studerende og menneskerettighedsorganisationen Amnestys demonstration, men det ville Bwalya Sørensen ikke være med til.

»Vi sagde nej tak. Vi har et Black Lives Matter-event. Vi har ikke set skyggen af Amnesty i syv år i den antiracistiske kamp. De har tre etager kun med hvide mennesker.«

Er det ikke ligegyldigt, hvilken hudfarve de har?

»Hvad tror du selv? Hvorfor er det kun den sorte kamp, som bliver voldtaget? Jeg har aldrig set en gruppe mænd overtage kvindernes kampdag.«

Ville to demonstrationer eller én samlet ikke være bedre for sagen i stedet for at aflyse den allerede planlagte demonstration fra Amnesty?

»Jeg sagde i tv og radio, at vi ville komme til Aalborg. Hvorfor voldtager I vores sag og ydmyger os sådan? Hvorfor skulle vi gøre det sammen? De er hvide. Det er Black Lives Matter.«

Bwalya Sørensen mener, at de lokale arrangører har forsøgt at kidnappe Black Lives Matter Denmarks sag ved at holde en demonstration på netop den dag, hvor Black Lives Matter Denmark også ville gøre det.

Amnesty International havde dog allerede lavet en Facebook-begivenhed og indhentet tilladelser til at afholde demonstrationen, før de vidste, at den anden gruppe ville gøre det samme.

6. juni valgte Amnesty i Aalborg at aflyse deres demonstration, som var planlagt med flere hundrede deltagere.
6. juni valgte Amnesty i Aalborg at aflyse deres demonstration, som var planlagt med flere hundrede deltagere.
Vis mere

Alle de praktiske hensyn havde Black Lives Matter Denmark ikke nået at tage, fortæller Bwalya Sørensen, der siger, at man i stedet havde annonceret protesten i Aalborg ved tidligere demonstrationer.

For at løse situationen skrev Hans Hyttel fra Amnesty i Aalborg derfor til Bwalya Sørensen for at høre, om Black Lives Matter Denmark kunne rykke deres kommende demonstration en dag.

Det opfatter Bwalya Sørensen som en stor fornærmelse, hvilket hun fortæller i et interview med mediet Solidaritet.

»Og så skal hvide mennesker jage os væk. Det er ‘white supremacy’, racisme og misogynistisk svineri, for at sige det mildt.«

Hvorfor bruger du sådan en voldsom retorik?

»Der kommer en mand og overtager vores dag. Det er misogyni. Det er racistisk og 'white supremacy'. Jeg er ligeglad. Du kører i det som en hvid mand. Det er fornærmende.«

Jeg vil bare gerne forstå, hvorfor det er nødvendigt at angribe Amnesty og deres lokalafdeling i stedet for at løse det diplomatisk?

»Fordi det er racistisk, og når jeg ser det, så siger jeg det. Den mand er racistisk. Jeg er blevet kaldt luder af hans kollega.«

Men det har intet at gøre med Hans Hyttel fra Amnesty i Aalborg?

»Jeg har brugt mange døgn på det her. De svinede mig til i Amnesty Aalborg.«

Det er alvorlige anklager. Hvad har de sagt? 

»Hvorfor skal I på B.T. alle være hvide? Hvor mange farvede har I ansat? Hvorfor skal I kidnappe agendaen?«

Interviewet slutter, da Bwalya Sørensen lægger røret på.

Hans Hyttel fra Amnesty Aalbrog ønsker ikke at gå i dybden med konflikten, men kalder det for et 'kompliceret og langt forløb'.

»Vi er kede af det og skuffede. Det er vigtigere at fokusere på de alvorlige problemer i USA,« siger han.

Amnesty International Danmark udtaler, at de ærgrer sig over forløbet med koordineringen af demonstrationen i Aalborg.

'Amnesty International bakker op om den demonstration imod politivold og racisme, som Black Lives Matter Denmark har indkaldt. Vi synes, det er vigtigt, at dem, det handler om, også står forrest i kampen.'