Corona-krisen har gjort mig afhængig af at vaske hænder.
Jeg er ellers et menneske med en flot række af dårlige vaner. Fra rødvin over tobak og bandeord til støjende adfærd og flæskesvær og prutter med lyd.
Men nu har jeg altså fået en god vane. Kvit og frit leveret af corona-krisen. Og Gu' ved, om det fortsætter? Kommer vi ud af krisen på en anden måde, end vi gik ind?
Kan det for eksempel tænkes, at vi pludselig indser det idiotiske ved masseturismen? Har vi fået nok af at sidde klinet til hinanden i flyet med 12 centimeters benplads, mens vi for ekstra 220 kroner forsøger at tygge os igennem et catering-måltid, der kun marginalt adskiller sig fra bølgepap?
Orker vi ikke mere at stå i kø ved endnu et sommerland? Eller at betale 178 kroner for et afsindigt ringe glas hvidvin på Markuspladsen?
Eller hvad med den der bustur fra lufthavnen til hotellet klokken 00.45 med bølgepap i maven og jamrende børn – er den ikke bare præcist det modsatte af den ferie, du havde glædet dig til?
Og hvad med de store forsamlinger? Har afstandskravet og forsamlingsforbuddet vænnet dig til mere plads og luft?
Er du færdig med at føle dig godt tilpas, når du forlader en koncert i en tætpakket stime med 5.000 mennesker? Føler du dig pludselig som en af de bænkebidere, der myldrer frem, når man vender en træstub i skoven?
Kriser ændrer noget i os, og det er også meningen. Ellers går vi til grunde. Klimakrisen får os pludselig til at stemme anderledes. Naturens krise ændrer vores kost. Finanskrisen fik os til at spare op. Og corona-krisen får os til at købe sommerhus.
Ulempen er naturligvis, at vi lige pludselig bliver så fandens fornuftige. Der er som bekendt ikke noget så kedsommeligt som velovervejede mennesker med rigtig kost, rigtig adfærd og penge på bogen. Derfor har jeg også en lillebitte snert af tilgivelse over for de unge, der simpelthen ikke kan lade være med at feste igennem på baggårds-barer og ved piratfester.
Jeg synes, de skal lade være. Deres adfærd er hensynsløs. Jeg er glad for, at politiet slæber dem i arresten. Men en lille djævel i mig sidder alligevel med et skævt smil. For de gør det af den rene drift. Energi, sanseløshed, latter, flirt og sex. Det er ret menneskeligt.
Så når jeg nu om lidt står og vasker hænder for tolvte gang i dag, skal jeg minde mig selv om at være skødesløs med noget andet. For jeg begyndte egentlig bare med at gøre, som Søren Brostrøm bad os om. Men nu nærmer det sig en besættelse, og så skal man passe på.
Måske skal jeg spæne hen og give nabokonen et knus, selv om hun formentlig melder mig til politiet. Eller spise oksekød. Eller sortere affaldet forkert, når nu det jo alligevel ender usorteret på et forbrændingsanlæg i Polen.
I den kommende uge har vi levet med corona-restriktionerne i et halvt år. Nogle har mistet virksomheden. Andre har mistet jobbet. Andre igen har mistet livet.
De fleste af os har haft det tåleligt. Vi har stort set opført os som fornuftige mennesker. Og jeg bliver ved med at vaske hænder. Men rene hænder er som bekendt ikke det, der gør os mest menneskelige.
