Jeg var på vej i studiet, da jeg modtog et utiltalende dick pic

Det var faktisk B.T., der tog min uskyld. For 11 siden. Jeg var nyudnævnt direktør i et luftfartsselskab, enlig mor – og der var en ugelang strejke i alle daginstitutioner.

Jeg gav et interview her i avisen om, hvordan mine søstre og børnenes bedsteforældre passede dem på skift, mens jeg passede mit arbejde.

Dagen efter fik jeg en mail med overskriften ’Din klamme karrierekælling’. Og et kommentarspor med en hel del bemærkninger om, at verden og mine børns liv havde været bedre, hvis jeg var blevet tvangssteriliseret. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg har ikke læst kommentarspor siden.

Da luftfartselskabet, som jeg var talsmand for, gik konkurs, fik jeg tilsendt en hundelort med posten. Og min dengang fem-årige datter tog fastnettelefonen, som ellers kun hendes mormor ringede på, for at få en rasende golfspiller, hvis fly til Malaga var blevet aflyst, i røret.

»Din mor er en idiot,« sagde han. Hun kan ikke huske det i dag. Og vi har ikke længere fastnettelefon. Mit navn er for let at google, har jeg erfaret.

Jeg har tilbragt tre et halvt år med at analysere politik hver fredag aften på DR2. Programmet blev sendt tæt på midnat. Der sover jeg. Det gør de vrede mennesker ikke.

Hver lørdag morgen, 40 uger om året, lå der e-mails fra seere, der mente, at jeg er en klam, højreorienteret, frigid, snotforkælet, afbleget overklassemær, der er født med en guldske bagi, og som i øvrigt har for skæve tænder til at være på tv.

Bare for at få det helt på det rene, er jeg en ret proper 47-årig liberal feminist, der har tjent mine egne penge, siden jeg var 13 år og stadig har min naturlige hårfarve. Men jeg har brugt sut i alt for mange år, da jeg var barn, så jeg har ganske rigtigt ret skæve tænder. Uden at jeg dog selv føler, at det påvirker mine analytiske evner.

En dag, hvor jeg modtog et særligt utiltalende dick pic på vej ind i tv-studiet, spurgte jeg naivt min mandlige socialistiske medkommentator, hvad han egentlig gjorde med alt det slam, han fik tilsendt. Han gjorde ikke noget, sagde han. Han modtog aldrig noget, nemlig.

Jeg må tilstå, at jeg – selv om jeg en lørdag modtog BÅDE en mail om, at jeg var Helle Thornings puddelhund og en om, at jeg kyssede Lars Løkke i røven – tidligere var tilbøjelig til at mene, at den ubændige trang til at svine mig til havde mere med min politiske observans (et godt stykke) til højre for midten end med mit køn at gøre.

Men for halvandet år siden pensionerede jeg mig selv som politisk kommentator og besluttede mig for at vie en stor del af min tid til at arbejde frivilligt for indførelsen af en bedre voldtægtslovgivning her i landet. En sag, som også B.T. har været aktiv i at formidle nødvendigheden af. Og tak for det.

Jeg var bevidst om, at det er kontroversielt at mene, at voldtægtsofre skal have en bedre retssikkerhed – selv om det egentlig ikke burde være det. Jeg mener, over 5.000 personer blev voldtaget sidste år, under en femtedel anmeldte det – og under 100 blev dømt for deres udåd. Vi burde vel kunne blive enige om, at det niveau ikke er en retsstat værdig.

Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig den tsunami af glødende had, der er væltet ud over mig i det år, der er gået. Jeg har modtaget over 300 hademails, sms’er, messenger-beskeder og facebook-opslag.

I mit tilfælde er der ikke empirisk grundlag for at mene, at et lavt uddannelsesniveau eller en bestemt politisk holdning er særligt repræsenteret i afsenderflokken.

Grundlæggende er der bred enighed blandt både journalister, bilforhandlere, musicalstjerner, kloakmestre, jurister, sosu-assistenter og hestehviskere om, at jeg skal holde min fede kæft og trænger til at få den i røven med en hårbørste (som en af de mere maleriske mailskribenter udtrykte det).

Både kvinder og mænd – hovedsageligt dog de sidstnævnte - udtrykker stærk misbilligelse over, at jeg ikke ’kender min plads’, og at jeg siger det højt, når jeg er vred.

Jeg er nu nået til den konklusion, at det allerværste ved mig er, at jeg er en kvinde, man ikke kan lukke munden på. En af de hyppigste anklager er således, at jeg er ’skinger’. Det undrer både mig og min sangpædagog, som efter flere års undervisning kan bevidne, at jeg faktisk er en dyb kontraalt, både når jeg taler og synger.

Men hvorom alting er. Jeg skal holde min kæft. Så hvad er mere passende, end at jeg hver anden uge optræder her og gør lige nøjagtig det modsatte? Jeg glæder mig til det.