Jeg tænker på at ringe til Torben og arrangere en demo

Jeg har engang for mange år siden gennemført en underskriftindsamling imod det stigende antal underskriftindsamlinger.

Det gjorde jeg på strøget i Århus sammen med min kammerat Torben. Han havde ovenikøbet lavet et stort skilt, hvor der stod 'Skriv Under For Helvede', og det gjorde folk så.

Så vidt jeg husker fik vi hurtigt over 200 underskrifter, inden vi blev lidt trætte af det og cyklede hjem til Brabrand igen.

Vi glemte alt om det, men det skulle vi ikke have gjort. For i virkeligheden fandt vi jo ud af, at det er nemt at mobilisere.

Folk er altid trætte af et eller andet. De er klar til at kamp.

Jeg har bestemt respekt for det. Jeg anerkender de forældre, der vil have bedre forhold for deres børn i institutionerne. Jeg forstår dem, der har protesteret mod nedskæringer på ældreområdet i Assens.

Og dem der vil have de rige til at betale mere. Og dem der vil have bedre forhold for diabetespatienter. Og dem der vil have flere penge til psykiatrien. Og så videre.

De har alle min respekt. Og dog er der en lille mislyd. For de fleste kæmper for sig selv. De kæmper for deres egne børn, deres egen sygdom, deres egen skole og deres egen farmor på plejehjemmet.

Og dermed går glansen en smule af de ihærdige frontkæmpere

For samtidig med at de vil have mere til sig selv, vælger de komfortabelt at se stort på, at andre så må nøjes med mindre. Jeg har intet imod flere pædagoger i børnehaverne, men jeg vil vide, hvem kommunen i givet fald tager pengene fra. De handicappede eller de hjemløse?

Jeg ser også gerne bedre forhold for de ældre i Assens, og jeg kan forstå at kommunen nu har opgivet de værste besparelser. Men tager de så pengene fra skolerne i stedet? Skal der fyres otte lærere? Skærer de ned på renovationen? Eller på vuggestuerne? Og har vi så en ny protest og en ny mobilisering lige om hjørnet?

Jeg er ikke bedre end andre. Jeg er også først og fremmest interesseret i mine egne, min families og mine nærmestes forhold. Men hvad så, når vi ikke længere har barn i institution?

Går vi så stadig på gaden, eller er vi pludselig revnende ligeglad? Og stopper din protest over forholdene på plejehjemmet den dag, din gamle farmor må sige farvel til livet? Mente du for alvor, at det hele var noget skidt? Eller var det alene hende, det drejede sig om?

Vi lever i de utilfredses tidsalder. Og nu om dage er det ikke kun de undertrykte, der råber op. Nu er det også middelklassen.

De velformulerede med de gode uddannelser. De nogenlunde vellønnede med de stærke fagforeninger. Læger, specialister, jurister.

Sundheden er truet. Børnene er truet. Retstilstanden er angrebet. De gamle er truet.

Og de har formentlig alle sammen ret. De har bare ikke ret i, at det er værre end nogensinde. Samfundet har altid manglet penge og evne til at dække alle behov.

Det nye er kun, at vi ikke finder os i det. Vi vil have vores egne behov dækket. Og det skal kraftedme være nu.

Jeg har tænkt på at ringe til Torben og foreslå ham, at vi arrangerer en demonstration imod det stigende antal demonstrationer – og samtidig logisk nok opfordre folk til at blive væk for netop ikke at demonstrere.

Men jeg gør det nok ikke. Jeg er alvorligt bange for, at det bliver en succes.