Hvis jeg havde gået og tænkt, at den lange periode med coronavirus ville ændre vores adfærd i fremtiden, så blev jeg i hvert fald klogere i denne uge.

Her endte et positivt opslag på Instagram som en skraldespand for folk med små sko og store egoer.

Tirsdag var jeg tidligt på færde og kørte forbi lossepladsen, hvor folk allerede lidt i syv holdt i kø.

Det er ikke tit, jeg har glædet mig over en kø, men denne her var nu alligevel et lille glædeligt gensyn med noget normalitet, hvilket de fleste – tror jeg – har savnet den seneste måned. Jeg tog et billede af køen og lagde det op på Instagram.

Hold da op, jeg var uforberedt. Uforberedt på den vrede, mit billede blev mødt med.

»Fatter folk ikke, de skal blive hjemme?« var budskabet i flere. Og til det må man jo sige, at det er myndighederne, der har valgt at åbne lossepladserne efter en del debat om, at det måske også var lige til den tåbelige side, at netop lossepladserne var lukket.

Vi taler trods alt om et enormt åbent terræn med få folk gående rundt udenfor. I forhold til scenariet i Føtex lyder det ret ufarligt. Til folk, der ikke kommer så ofte på en losseplads, kan jeg i øvrigt sige, at kø ikke er noget, der er forbeholdt coronatiden.

Så var der holdningen: »Hvorfor kan folk ikke forstå, at de skal holde afstand?«

Altså, kan vi lige blive enige om, at folk holdt i kø i deres biler! Inde på lossepladsen havde personalet helt styr på det. Der blev med varme smil sørget for, at der ikke var for mange om de mest populære containere.

»Typisk dansk…mens resten af verden ligger og dør, så er det eneste problem for de forkælede danskere, at de har skrald,« skrev alt for mange. Nogle krydrede det endda med egne tårevædede beretninger om alvorlig sygdom.

Og den holdning køber jeg simpelthen ikke ind i. Vi mennesker lider tab og oplever stor sorg og smerte en gang imellem. Den sorg og smerte står vi alene med. Den er vores – ikke andres, og vi kan ikke måle andres sorg og smerte op mod vores. For det ville være skruen uden ende. Vi kan altid finde nogen, der har det værre.

Og så lige en til ordkløverne: Ingen steder har nogen postuleret, at skraldet var et problem. Det var bare ulogisk, at lossepladsen var lukket. Ligesom det er logisk at dukke op, når den åbner igen.

For mig er det typisk danske ved lossepladsen, at danskerne rent faktisk sorterer deres affald. At de med stor ordentlighed placerer skraldet de rigtige steder. Med respekt for myndighedernes anvisninger og af hensyn til klimaet.

Det typisk danske er også, at haveejere nærmest betragter turen til losseren som en glædelig begivenhed. Noget, der forbindes med forår. Er det ikke ret positivt? Egentlig?

Det var jo netop nu, vi i lyset af en fælles krise skulle blive store mennesker og vise os klar til at rumme andre mennesker. Både dem, der hamstrer lokumspapir, og dem, der ikke kan finde ud af at følge reglerne. Vi skal hjælpe dem. Ikke hakke på dem.

I øvrigt opførte alle på lossepladsen sig eksemplarisk. Men når man oplever de mange selvbestaltede coronabetjente, der har fået travlt, så ved man godt, at mennesker ikke forandrer sig.

»Den slags ændringer kræver en krig, besættelse eller en længerevarende virus, for at vi virkelig besinder os og ændrer adfærd,« sagde sognepræst Sørine Gotfredsen tidligere på ugen.

Det tror jeg, hun har fuldkommen ret i, og måske det passer meget godt sammen med en teori, jeg også hørte forleden. Nemlig, at årsagen til Sveriges meget lidt frygtsomme håndtering af epidemien måske hænger sammen med, at Sverige ikke deltog i verdenskrigene og dermed ikke har oplevet en iboende og nedarvet frygt i sig.

Det kan selvfølgelig være skudt helt ved siden af, men det er ikke usandsynligt. Vi ændrer os først, når vi for alvor ser vores eksistens truet. Og der er vi slet ikke. Heldigvis.