»Godt, du kunne komme. Ved du hvad, Martin skal gå lidt hurtigt, så er du sød at tage tøjet af med det samme?«

Klokken er ni om morgenen, og jeg er lige ankommet til en fotosession i forbindelse med en forestilling, jeg spiller med i til efteråret. Lokalet er fyldt med mennesker. Jeg begynder at klæde mig af.

»Skal jeg ikke have tøj på?« spørger jeg.

»Vi ved det ikke helt endnu … altså, du skal forestille dig en situation, hvor I har haft et ægteskabeligt opgør, som en ven forsøger at stoppe, hvorefter han ryger ind imellem jer, så I lander i en slags 69'er eller en sandwich, kan man sige.«

Nåååh, okay!

Cirka fem minutter senere finder jeg mig selv foran kameraet oven på to fremmede mænd. Jeg i tætsiddende leopard-dragt (trods alt), men med omtalte Martins hoved mast op mod min … ja … røv og den anden fyrs hoved klemt fast mellem Martins skridt og mine bryster. Og jeg hører mig selv spørge:

»Martin, hvor arbejder du egentlig henne for tiden?«

Det er godt, man ikke er sart, når man skal begå sig i underholdningsbranchen. Det er i det hele taget et mærkeligt fag, hvor grænser bliver totalt udvisket en gang imellem, og hvor #metoo kan have svært ved at finde sine ben at stå på.

Normalt ville jeg med min flirtende natur synes, det var helt naturligt at give fyrene et klask bagi eller en krammer eller komme med en fræk kommentar uden for scenen, men den går jo ikke længere.

Heller ikke selv om det er spas og løjer, og jeg for fem minutter siden har stået på scenen og er blevet voldsomt befamlet eller kysset på af en purung mand … Man ved jo aldrig, hvornår man overskrider en grænse.

Jeg kan ærligt sige, at det er svært at undgå. Og så er der altså ikke noget pornografisk i dagens opgave. Det er bare en komedie.

Jeg prøver at forestille mig, hvordan det er på kontorerne rundt omkring. Måske er det derfor, firmafester ofte går amok … fordi der ikke er mulighed for at lægge facaden i arbejdstiden.

Jeg mener … i onsdags sad jeg i en dybt alvorlig og fortrolig samtale med en medspiller. Han i undertøj og strømpeholdere og jeg i bh, trusser og paryk.

Den var nok ikke gået ved HR-samtalen i Danske Bank. Jeg vil sige, man får et ret afslappet forhold til hinanden på den måde.

Forrige uge var jeg på færgen sammen med ham, der for tiden spiller min ægtemand. Hver aften kysser vi hinanden på scenen. Uden der ligger noget som helst i det. Det er jo bare skuespil.

Men her på færgen hentede han mig en kop kaffe. Jeg smuttede lige op i køen for at sige til ham, at jeg gerne ville have et dobbeltshot, hvorpå jeg lagde mine hænder om hans ansigt og helt umærkeligt lænede mig en anelse ind mod ham. Et øjeblik gispede jeg, og hurtigt trak jeg hænderne til mig.

»Skulle du til at kysse mig?« spurgte han grinende.

Det pinlige svar var: Ja.

En hverdagssituation, der føltes helt normal, var pludselig super-akavet. Lige der føltes det naturligt, ja, som var det virkelig min egen mand, der stod der. Hvordan kan hjernen glemme, at vi bare er kollegaer?

Én ting var, at jeg var forvirret, men så skulle I have set de mennesker, der stod i køen og overværede det lille optrin!

Nej, jeg kan godt se … det ville ikke gå, hvis man indførte disse frie forhold på alle arbejdspladser, selv om det giver en dejlig uformel stemning. Og med ungdommens bornerthed er det udelukket.

Men scenekunsten tilbyder nu alligevel noget leg og åbenhed, som jeg godt kunne ønske, der var nogle flere steder. Som for eksempel at man sammen varmede stemmerne op hver dag og strakte sig.

Eller at man efter fyraften lige samledes og sang en sang fra højskolesangbogen eller 'VLTJ' (legendarisk Tørfisk-sang med tilhørende dansetrin). Det giver ganske enkelt arbejdsglæde.