Lørdag i denne uge har stået i afskedens tegn. Morten Lindberg alias Master Fatman, Tykmesteren … eller bare Tykke, som han blev kaldt, havde vendt sin sidste plade og blev begravet. 53 år gammel.

Det var alt for tidligt, vi skulle miste et menneske, der så forbilledligt omgikkes andre helt fordomsfrit.

Tykke kom ind i mit liv i 90'erne, hvor han prædikede kosmisk kærlighed.

Og det kunne lyde som noget luftigt pladder, men han svigtede aldrig sit eget princip om at imødegå andre mennesker med sin kosmiske rummelighed.

Der lå ikke nogen selvironisk distance i det kælenavn, han havde givet sig selv. Morten var efter eget udsagn tyk, og han holdt, så vidt jeg ved, af sin krop, som han holdt af sin egen familie.

Morten Lindberg aka Master Fatman.
Morten Lindberg aka Master Fatman. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

'Tykke' var et navn givet i kærlighed.

Nu skal dette ikke blive en nekrolog, for det er andre bedre til at skrive end jeg. Men dette navn, 'Tykke', har fået mig til at tænke tilbage på en klumme, jeg skrev her i B.T. for fire år siden, og som ikke – det er vigtigt at understrege – har noget med Morten at gøre.

Jeg tog dengang udgangspunkt i nogle forældre, der fodrede deres barn med dårlig mad. To slanke forældre og en særdeles overvægtig dreng.

Jeg stillede spørgsmålene: Hvornår må man blande sig som udenforstående? Og er der i virkeligheden tale om misrøgt, når forældre modarbejder et svært overvægtigt barns behov for ordentlig mad?

Før jeg vidste af det, stod jeg i 'Aftenshowet' og skulle forklare, hvorfor jeg mente, jeg havde ret til at gå over til et uskyldigt barn og kalde ham 'Tykke'. Det undrer mig stadig, hvordan nogen kunne læse det ind i min klumme, at jeg skulle have nogen som helst lyst til at gøre det mod et barn.

Efterfølgende udviklede det sig til en storm af breve. Nej, jeg vil ikke kalde det shitstorm, for jeg fik mere end 1.000 breve og e-mail fra overvægtige - må vi sige tykke? – mennesker, der havde et helt andet budskab end de sure opstød, jeg modtog fra slanke mennesker, som mente, jeg var godt i gang med fatshaming.

Det overraskende budskab fra disse overvægtige mennesker var, at de ikke føler sig hørt, når de ønsker at gøre noget ved vægten. Hele tiden bliver deres små forsøg druknet i velmenende, men tossegode afvisninger fra omgivelserne.

En skrev f.eks til mig: 'Når jeg takker nej til et stykke lagkage hos min slanke veninde, så opfatter hun mig som offer og siger: 'Hold nu op, du er smuk, som du er' eller 'det feder jo først i morgen'. Hun mener det godt, men jeg ender med ikke at blive respekteret i mit 'nej tak', og så har jeg ikke rygrad nok til at holde fast.'

Jeg har stadig brevene gemt i en mappe, fordi jeg på et tidspunkt havde en drøm om at udgive dem i bogform, så flere mennesker kunne få indblik i livet for en overvægtig. Ingen ville imidlertid udgive.

Flere ikke-overvægtige mennesker antydede i deres indspark i debatten, at det var synd for de overvægtige, at vi i dag er så fikserede på udseende og slanke kroppe. Men for de overvægtige, der skrev til mig, handlede det ikke om at leve op til modens idealer, men ganske enkelt om at få et bedre liv og helbred.

De skrev om stakåndethed, træthed, slitage i knæ og ryg og deres ønsker om at kunne gøre de samme ting, som ikke-overvægtige kan.

Jeg har stadig intet behov for at skælde ud på tykke mennesker – og ja, jeg vælger i dag af respekt for min afdøde ven at bruge ordet 'tyk' med kærlig intention. De færreste kan slutte fred med de overflødige kilo på samme måde, som Morten gjorde det.

Men jeg lærte dengang for fire år siden at lytte lidt mere til dem, for hvem det er et problem.

Hvis et andet menneske er ked af sin tydelige overvægt, så er det min pligt at støtte ham eller hende i de overvejelser, han eller hun måtte have. Og hvis der var noget, Tykmesteren prædikede, så var det netop: Hav respekt for andre mennesker.

Tak, Morten, for din inspiration til vores måde at leve på.