Jeg er altid spændt, når jeg ved midnat ved årsskiftet springer ind i et nyt år. Hvad venter os? Hvad venter mig? Hvilke debatter kommer til at fylde?

Jeg kan dog med sikkerhed sige, at da jeg sprang ind i 2018, strejfede tanken mig end ikke om, at 2018 skulle blive året, hvor krænkelseskulturen nåede de nye og fantasifulde højder, som vi har oplevet.

Man må forstå, at nogle mennesker føler sig krænket over de mest besynderlige ting:

En sang af Kai Hoffmann – 'Den danske sang er en ung blond pige' - fra 1924.

Tidligere på året følte nogle studerende, den ene fra Mexico, sig krænkede, fordi deltagere ved en fest på Københavns Universitet ville holde en temafest, hvor man skulle klæde sig ud som mexicanere.

Til jul var den så gal igen. En venligbo følte sig på muslimers vegne krænket af, at der var svinekød i julehjælpspakkerne.

De, der har følt sig krænket, er enten kommet til Danmark fra fremmede kulturer, eller som i det sidste eksempel er det en dansker med en helt særlig 'retfærdighedssans', som er meget forhippet på at bruge krænkelsesevnen på at forsvare fremmedes eventuelle fine fornemmelser.

Dette har så resulteret i, at vedkommende følte sig kaldet til at forsøge at pådutte alle os andre, at vi skal ændre vores adfærd og vaner af bare angst for, at andre kunne føle sig krænket.

Jeg kan lige godt sige det, som det er: Jeg er hamrende træt af alt dette pjat.

Samtidig takker jeg for, at ingen følte sig krænket i min skoletid, hvor vi til fastelavn blev malet gule og brune i hovederne, alt efter hvem vi skulle forestille at ligne. Selv følte jeg mig end ikke krænket, hvis nogen kaldte mig for 'jordbærhjelm' pga. mit let rødlige, kobberfarvede hår.

Og set i bagklogskabens ulidelige klare lys, så er det jo et mirakel, at ingen anså det som et problem, da jeg i 1. klasse på Hjerk-Harre Skole blev sat til at tegne Vor Herre i kristendomstimerne og ufortrødent ville have tegnet både Jesus og Muhammed, hvis jeg blev bedt om det.

Godt nok vidste vi ikke rigtig dengang, hvem Muhammed var - det var der ikke så mange på egnen, der vidste. Men tegnet ham havde vi bestemt gjort, hvis opgaven lød på det.

Der er med andre ord helt åbenlyst sket et skred i, hvornår vi føler os krænkede. Vi er ganske enkelt blevet nærtagende, og det er faktisk ikke til at holde ud.

Temafester er bare ikke det samme uden udklædning, den danske højskolesangbog bliver en tynd omgang uden fædrelandssange med referencer og sprogbilleder om vores historie og folk, ligesom julen ikke er den samme uden traditionelle juleretter, der nu engang for en dels vedkommende er lavet af svinekød.

Samtidig skygger disse ligegyldige krænkelsesdebatter for seriøse diskussioner, hvor folk måtte blive reelt chikaneret på grund af deres ophav eller kultur, som vi f.eks. har set med jøder, der ikke kan færdes med kalot på Nørrebro, eller udlændinge, der udsættes for diskrimination, som vi desværre også ser.

Med ønsket om et rigtigt godt nytår, uden at vi konstant skal gå og føle os krænkede. Hvad blev der egentlig af det gode danske ord 'pyt'?