Jeg har egentlig altid opfattet mig selv som et ret kvikt menneske. Godt begavet, god til at samtale og socialt godt kørende.

I folkeskolen fik jeg altid de højeste karakterer, i gymnasiet skulle jeg kæmpe lidt for dem – men det var måske også, fordi jeg var mere interesseret i drenge end i ligninger, og det er jo sådan set fint nok.

Alt er jo en fase, og en dag får vi alle den skide videregående uddannelse, vores politikere er så sygeligt optaget af, vi skal have.

Men det er jo ikke den manglende uddannelse, der gør os dumme. Det er simpelthen gået op for mig, at det i virkeligheden er det øjeblik, vi går ind i et længerevarende parforhold.

Jeg vil lige understrege, at jeg har haft 12 fuldstændig vidunderlige år med min mand. Vi har rejst, vi har elsket, vi har nydt, spist os igennem det meste af den vestlige verden og fået to sindssygt smukke og sjove børn.

Jeg har altid jublet, at min livskvalitet steg proportionelt med det at være forbundet til ham. På det materielle plan flyttede vi i en større lejlighed, vi fik tagterrasse, rejste meget og rejste langt – og meget langt for et Michelin-måltid.

Vi havde en mega fed kaffemaskine, vi havde den flotte sodastream og ikke en af de utallige grimme, og vi holdt fester med ordentligt kvalitetssprut og gerne en kok, der tog sig af gæsterne.

Fedt, mand!

Men her i skilsmissen og fraflytningen er det også gået op for mig, hvor 100 procent hjernedød jeg er blevet.

Midt i al vidunderligheden blev jeg sgu nok også lidt doven – valgte helt bevidst ikke at gide lære, for, nå ja, det tog min mand sig nok af. F.eks. at skifte den der kulsyrepatron i den flotte sodastream-maskine.

Jeg har i denne uge støvsuget for første gang i samtlige 12 år og brugte pinligt lang tid på at finde ud af, om det var en støvsuger med pose eller en af de der smarte uden. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan fanden jeg åbnede den! Og da jeg skulle i Silvan i dag for at købe støvsugerpose, havde jeg glemt, hvilket mærke støvsugeren var, og måtte gå hjem med uforrettet sag.

Det måtte jeg også sidste uge fra posthuset, da jeg skulle hente en pakke. Jeg ved jo godt med min forstand, at man både skal have den der lille fedtede anmeldelse med samt billed-id. Jeg havde ingen af tingene, hvilket tændte en skrankemedarbejder helt af.

Jeg tror faktisk, hun blev en lille smule liderlig af at skælde dumme kunder ud – men jeg måtte altså cykle hjem i pis-regnvejr uden mine grimme T-shirt, jeg skulle betale 21 kroner i told for og derfor havde fået – og betalt – en regning på 181 kroner.

Det er dyrt at være dum… Og det bliver man altså, når man dovner den af og lader manden tage sig af det meste praktiske.

Så da jeg flyttede i min nye lejlighed, gik det derfor op for mig, at jeg ikke kan samle møbler, ikke kan bruge en boremaskine, ikke kan installere YouSee (hvad fanden er det også for et sygt system med ledninger og tv-boks?), ikke ved, hvor man køber strygebræt, og kun kan fire retter til ungerne – hvoraf den ene vel er at købe pølsehorn i 7-Eleven.

Det er børnelærdom at flytte hjemmefra. Nu tager jeg lige turen her i 40'erne.