Jeg stod i køen ved kassen i mit lokale supermarked, men da det endelig blev min tur til at lægge varer op på båndet, blev jeg overhalet i køen af en dame. Kom hun bagfra? Kom hun fra siden? Jeg så det aldrig.

Jeg var muligvis for langsom. Jeg fumlede måske lidt for længe med kurven. Hun gik i hvert fald uden om mig og lagde sine varer på båndet. Forårsløg, hvidvin og kylling. Hun kiggede ikke på mig. Hun undskyldte ikke. Hun udstrålede bare den der selvfølgelighed, der skal til, for at man kan holde hagen oppe, mens man skider på andre mennesker.

Jeg var egentlig lidt ligeglad. Det forsinkede mig måske tre minutter, og det kan jeg da godt holde ud. Men jeg må alligevel indrømme, at jeg i flere dage derefter planlagde at finde konen, pågribe hende og køre hende igennem kompostkværnen ude i haven.

Jeg er ellers et ret fredeligt menneske. Jeg vinker til naboen og sådan noget. Jeg er ovenikøbet lidt konfliktsky, så jeg rager sjældent uklar med andre. Men selv sagtmodige tåber som jeg kan efterhånden godt se den uforskammede selvoptagethed rundt omkring, den snigende ligegyldighed med andre.

Sidste år gennemførte et af forsikringsselskaberne en undersøgelse blandt firmaets bil-kunder. Den viste, at hver tredje kunde havde oplevet at få en parkeringsskade. Og i 90 pct. af tilfældene var den skyldige stukket af fra skaden. Jeg har selv stået fire gange og gloet på en bule eller en ridse i lakken. Og hver gang føler man at nogen – igen – skider på dig.

Det værste er, at hensynsløsheden smitter. Jeg har selv to gange placeret en seddel med mit navn bag viskeren på en bil, jeg har ridset ved parkering - men skal jeg blive ved med det?

Og skal jeg blive ved med at overholde samtlige paragraffer i skatteloven, når andre danskere lige nu skylder 112 milliarder i skat og ofte slipper afsted med aldrig at betale?

Og hvad med dem der konsekvent overanmelder en skade til forsikringsselskabet – er de i virkeligheden bare smartere end jeg er?

Damen i supermarkedet følte sig muligvis i sin gode ret, når jeg nu var så langsom. Det samme gør cyklister, når de kører mod trafikken med en mobil ved øret. Og fodgængere, der går over vejen som det passer dem.

Og ham, der beholder den pengeseddel, damen foran lige har tabt. Og dem, der bestiller et ægte tæppe hjem på prøve, når de skal have middagsgæster – og leverer det tilbage igen om mandagen.

Hvis der er en åbning, bruger man den. Hvis man kan snyde på vægten, gør man det. Alt andet er da for dumt, ik?

Jeg skylder nok at sige, at jeg ikke selv er noget storartet menneske. Jeg har f.eks. overnattet i detentionen i Skagen, og jeg har engang deltaget i en tyverikonkurrence i Brabrand. Jeg prutter også gerne i elevatorer, og det er jo ikke specielt hensynsfuldt.

Men jeg synes alligevel, at jeg sakker agterud i det der kapløb om at tage sig friheder. Jeg er nok for gammeldags, jeg synes ikke rigtigt, jeg har ret til dem. Men jeg må indrømme, at jeg stadig leger med idéen om at proppe nogle røvhuller ind i min kompostkværn.