Hvis der er noget, der kan bringe vores pis i kog i dette land, så er det andre menneskers penge. Især hvis det er mange penge. Millioner og den slags.
Vi har jo haft en uge med Danske Bank-skandalen, og jeg skal da ellers love for, at der er rigeligt at blive forarget over.
Men jeg havde ikke forudset, at den største forargelse ville handle om den årsløn på vistnok knap 14 mio. kroner, som direktør Thomas Borgen nu får med sig ud af Danske Bank.
Hele skrigemiljøet på Facebook gik i gang:
Folk kastede op over pengene, uanset at pengene ikke har noget med sagen at gøre
'Hvad fanden er meningen? Fire millioner? Til sådan en mand? Vi andre kommer jo aldrig i nærheden af den slags penge.'
Og sådan fortsatte det. På de sociale medier, hen over radiokanalerne og ned i håndvaskene. Folk kastede op over pengene, uanset at pengene ikke har noget med sagen at gøre.
Sagen handler derimod om en gigantisk svindelhistorie. I en bank, der ikke har haft styr på sig selv. Med en topchef, der ikke passede butikken godt nok. I en branche, der ellers om nogen beder os andre være omhyggelige. Så der var nok at snakke om.
Men i stedet handlede det om direktørens penge, fordi vi er forheksede af penge. Der er sket et eller andet uheldigt med den sympatiske danske tradition for ligeværd, for vi er begyndt at føle os snydt, når andre har mere. Det har bare intet med ligeværd at gøre. Og problemet er, at vi derved gør os selv mindre.
Jeg selv har et løsagtigt forhold til penge. Jeg går temmelig meget op i penge, hvis jeg ikke har dem. Mens de ikke betyder alverden, hvis jeg kortvarigt har dem.
På en eller anden måde smutter de ud af mine lommer, mens kommunen, vinhandleren og bilværkstedet griner hele vejen hen til banken. Men sådan er jeg, og jeg har svært ved at hidse mig op over, at andre er bedre til penge og forhandling. Og at de derfor har flere penge, også når de dummer sig.
Og før jeg nu bliver udråbt til at være selvgod og et forbandet højtlønnet tv-røvhul, må jeg hellere oplyse, at jeg ganske vist er et røvhul, men ikke specielt velpolstret.
Og ja, jeg undrer mig da også over de massive lønninger i erhvervslivets top. Men det er jo ikke mine penge. Og der er mig bekendt ingen, der har ondt af, at Cristiano Ronaldo går rundt nede i Juventus med en grundløn på 616.000 kroner om dagen. Det er 25.600 kroner i timen døgnet rundt, så når Cristiano i morgen står op efter syv timers søvn, har han tjent lige knap 180.000 kroner. Mens han sov!
I onsdags – mens Danske Bank-sagen rasede herhjemme - blev han oven i købet vist ud i Champions League. Og mens han sad på bænken i hele anden halvleg, tjente han 19.000 kroner.
Fortjente han de penge for at gøre noget forkert? Skal vi rase på Facebook og spytte på hans billede? Eller er det kun direktøren i Danske Bank, der får ufortjente penge?
Og hvad med bagerjomfruen i Bogense, der efter års flere uduelighed omsider bliver fyret og får seks måneders løn med sig? Hun får pengene, fordi det står i hendes overenskomst, akkurat som Thomas Borgen får 12 måneders løn med sig, fordi det står i hans overenskomst.
Skal vi tordne mod banken over hvidvask? Ja!
Skal vi holde de grådige i kort snor? Ja!
Skal vi forlange kvalitet og kontrol? Ja!
Skal vi brække os over en bankdirektørs personlige aftale? Nej!
Jo mindre vi går op i andre menneskers penge, jo større mennesker bliver vi selv. Også selv om det er millioner.