Henrik Sass Larsen påstår, at han bliver renset i sin kommende bog.
Nu afslører forlaget Buster Nordics overfor B.T., at de har overvejet, om de skulle gribe udgivelsen.
»Buster Nordics har som forlag et meget stærkt princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og man er dømt – samtidig mener vi, at alle har ret til at fortælle deres egen historie,« siger April Sandbäck, der er salgs- og kommunikationsdirektør i Buster Nordics.
»Så vi har talt om Henrik Sass Larsen og hans bog, og at den kunne være interessant at kigge ind i, netop fordi vi har de her principper.«

Politikens Forlag skulle oprindeligt have udgivet den tidligere toppolitikers 'selvbiografi', men droppede den mandag aften, efter tiltalerne mod Henrik Sass Larsen kom frem i offentligheden.
»Beslutningen er truffet efter, at anklageskriftet blev offentliggjort, og er begrundet i sagens alvorlige karakter og respekten for den verserende retssag«, sagde forlagschef Mette Mayli Albæk til B.T.
Tirsdag morgen lød det så fra Henrik Sass Larsens advokat til B.T., at man var sikre på, at bogen nok skal finde sit forlag og blive udgivet.
Bogen er Henrik Sass Larsen med egne ord »ved at færdiggøre for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen«.
Forlag klapper i: »Det kan vi ikke på nogen måder forsvare«
Det bliver dog – trods overvejelserne – heller ikke forlaget Buster Nordics, der kommer til at udgive bogen.
»Det udslagsgivende blev, da vi så tiltaleskriftet med alle de beviser, der allerede ligger fra politiet, og hvor alvorlig en kategori, det er i. Det kan vi ikke på nogen måder forsvare,« siger April Sändback.
»Jeg ville ønske, jeg kunne sige andet, men det handler om børn, og vi er næsten alle i forlaget forældre. Måske hvis emnet havde været et andet.«
Buster Nordics er ikke mindst kendt for at udgive Janni Rees bøger, først og senest 'Evig Diva', som forsidefruens eksmand Karsten Ree succesfuldt har fået nedlagt delvist forbud mod, og som forlaget derfor nu skal i landsretten med.

Og selvom forlagsdirektøren mener, at også Henrik Sass Larsen har ret til sin historie, så »hænger den ikke sammen og stikker i for mange retninger« til, at forlaget kan sætte sit navn på den.
»Hvis hans narrativ er, at han på eget initiativ har været i gang med en undersøgelse i flere år, så er det prisværdigt, men det undrer mig, at en tidligere top-top-top-politiker og lovgiver ikke har informeret politiet om, at han er i gang med en sådan undersøgelse,« forklarer April Sändback.
»Men jeg håber da inderligt, at det kommer frem, at hele den her grimme og chokerende sag var en fejl.«
B.T. har kontaktet en række forlag for at høre, om de kunne være interesserede i at overtage udgivelsen af Henrik Sass Larsens bog fra Politikens Forlag.
Kun Gyldendal og Peoples Press er vendt tilbage på vores henvendelser.
»Vi kommenterer ikke på manuskripter, vi ikke har læst,« siger Helle Skov Wacher, der er pressechef hos Gyldendal.
Samme melding giver Peoples Press.
»Vi har ikke modtaget noget, så vi har ingen kommentarer til det,« lyder det fra kommunikationschef i Peoples Press, Mette König.
Du kan læse mere om tiltalerne mod Henrik Sass Larsen HER.