Selvom Politikens Forlag mandag aften meldte ud, at de ikke vil udgive Henrik Sass Larsens bog, så er hans advokat sikker på, at bogen nok skal udkomme alligevel. 

»Jeg er sikker på den bog nok skal udkomme,« siger hans advokat, Peter Lundmark Jensen, tirsdag morgen til B.T. 

Tidligere minister Henrik Sass Larsen er tiltalt for besiddelse af over 6.200 billeder og over 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.

Han nægter sig skyldig i alle anklagepunkter, og i en pressemeddelelse søndag udtalte han, at han forventer at blive renset i den bog, Politikens Forlag altså nu har droppet. 

I pressemeddelelsen udtaler Henrik Sass Larsen, at han forventer at få renset sit navn i bogen. Hvordan vil han gøre det, når Politikens Forlag mandag aften har meldt ud, at de ikke vil bringe bogen?

»Men kære ven, der er jo mange andre forlag, så jeg tillægger det ikke særlig stor betydning,« siger Peter Lundmark Jensen og tilføjer:

»Jeg har ikke talt med ham (Henrik Sass Larsen red.) om det, men jeg tror ikke, det betyder noget.« 

Hvornår skal du med tale med Henrik Sass Larsen om det?

»Forhåbentligt i løbet af i dag,« siger advokaten.