Det lyder dræbende kedeligt, men det er ren dynamit: Udligningsreform.
Milliarder af kroner, der jongleres mellem landets 98 kommuner. Politisk slår man sig uvilkårligt på det. De kommuner, der skal betale mere, bliver fnysende arrige. Dem, der får, synes omvendt, de skulle have haft mere.
Det er simpelthen en tabersag.
Jeg ved det, for jeg stod selv i spidsen for den seneste store udligningsreform i 2006, hvor vi billedligt talt sendte lastbiler med guld over Storebæltsbroen fra øst mod vest. De blev sure i Nordsjælland, hvor jeg var valgt, uden, at jeg af den grund blev hilst med palmeblade i det jyske.
Nu foreslår regeringen den samme øvelse igen. Og i et dilettantisk forløb har de skjult alle mellemregningerne, prøvet at køre den hjem med ren Robin Hood-retorik og dermed gjort det alt for let for Liberalt Alliance og Det Konservative Folkeparti at melde pas, inden forhandlingerne reelt gik i gang.
Nu hænger regeringen på en løsning med venstrefløjen og Dansk Folkeparti, som aldrig rigtig har elsket det kommunale selvstyre, eller en løsning med Venstre. Det første kan blive meget dyrt for skatteborgerne og reelt kværne det kommunale selvstyre.
Det andet kan gøre det meget let for 'vennerne' i LA og Konservative på fribillet at score billige point.
Så hvorfor skulle Venstre egentlig byde sig til fremfor at lade ministrene, der mest er optaget af at markedsføre nye salgsvogne i DSB og gå kommunikationsmedarbejderne i Sundhedsstyrelsen i bedene, sejle deres egen sø?
Fordi der er brug for det!
På Langeland betaler man 27,8 pct. i kommuneskat, i Gentofte bare 22,8 pct. Hans Toft er en dygtig borgmester, men forskellen på fem procentpoint kan ikke forklares alene med det.
Helt ærligt, det er bare lettere at drive kommune i Gentofte end på Langeland. Begge steder betaler borgerne den samme statsskat til sygehuse og Det Kgl. Teater, selvom Gentofte-borgeren nok har lettest adgang til begge dele. Hvorfor skal en ingeniør på Langeland så betale en markant højere skatteprocent end en dagpengemodtager i Gentofte for at sende sit barn i skole?
Ideelt set skal kommuneskatten afspejle byrådets evne til at drive kommunen effektivt fremfor blot at reflektere den megatrend, at mange mennesker foretrækker at bo med Øresundsudsigt tæt ved København i stedet for havudsigt i Bagenkop.
Så, ja, jeg er tilhænger af udligning – meget udligning. Det er forudsætningen for et stærkt kommunal selvstyre, hvor opgaverne løses tæt på borgerne. Får kommunerne med ringere rammevilkår ikke en fair mulighed for at løse opgaverne til en rimelig kommuneskat, vil presset for statslige løsninger, minimumsstandarder og detailstyring bare tage til.
Det bliver ingen lykkeligere af.
Men det skal være fair. Kommuner, der har sovet i timen og forsømt at få mennesker med indvandrerbaggrund i arbejde, skal ikke belønnes for deres passivitet. Og så er der den særlige dækningsafgift, som blandt andet pålægges offentlige ejendomme. Den skummer en række kommuner, der alene på grund af deres geografiske placering er begunstiget med mange offentlige arbejdspladser, fløden på. Det må stoppe.
Sæt hårdt mod hårdt: Kommuneskatterne skal under ét holdes i ro, så det ikke bliver dyrere at være dansker. Regeringens venner på blandt andet Vestegnen skal tvinges til at levere på integration. Gevinster, der reelt ikke kan tilskrives den enkelte kommune, skal i al rimelighed fordeles mellem alle.
København, der på ingen måde er en veldreven kommune, men blot surfer afsted på en urbaniseringsbølge, skal levere. Her bor jeg selv, og jeg glæder mig selvfølgelig over blot at betale 23,8 pct. i kommuneskat. Kun i 10 af Danmarks 98 kommuner er skatten lavere, men hallo… Jeg ved jo godt, at der er en stor løgn, at kun 10 danske kommuner skulle være mere veldrevne end København!