Hvorfor holdt Danmark slaver indtil 1803, hvorfor havde kvinder ingen stemmeret indtil for 105 år siden, og hvorfor medvirkede Red Barnet og Røde Kors til at tvangsfjerne 22 grønlandske børn i 1951?

Vi er mange, som bladrer i historiebøgerne og med nutidig moral tænker, at havde vi været der, så havde vi sagt fra.

Men havde vi nu også det? Ville mit moralske kompas være kalibreret som nu, hvis en tidsmaskine førte mig 50, 100, 200 år tilbage? Ville dit?

Mette Frederiksens ville åbenbart. Hun har sagt officielt undskyld for den forfærdelige behandling, drengene på Godhavn lagde krop og sjæl til. Det var bevægende og forekom spontant rigtigt. Og for kort tid siden afsatte hun fire millioner kroner til at finde ud af, hvem vi ellers skal sige undskyld til. Svært at være imod, for det kunne opfattes som en billigelse af overgreb, som for eksempel det et af de største socialdemokratiske ikoner, K.K. Steincke, lagde ideologisk ryg til, da han i 1934 stod bag lovgivning, som førte til tvangssterilisering af mere end 12.000 kvinder frem til 1967 (se Jussi Adlers 'Journal 64', så ved du, hvad jeg taler om).

Lad os da endelig få historien frem. Smykker man sig med at have opfundet velfærdssamfundet, er det relevant at få den nuance med, at forgængerne flirtede med tanken om racehygiejne.

Men kan man med effekt sige undskyld for det uundskyldelige? Hvor sætter det en selv?

Vi skal lære af historien og holde den frisk i erindringen. Undgå glemmebogen, så den ikke genudkommer som en fristende nyhed for vildfarne sjæle. Derfor var markeringen af 75-året for befrielsen af Auschwitz så vigtig. Og 100-året, hvor ingen levende sjæl kan bevidne holocaust, bliver endnu vigtigere. Når øjenvidnerne er borte, skal kollektiv hukommelse for alvor stå sin prøve.

Nazisternes jødehad og pogromer var rendyrket ondskab, men et undskyld ville give mig et ejerskab til, som jeg slet ikke vil have. Jeg fordømmer det. Det ansporer mig til at være på vagt over for ethvert tilløb til antisemitisme, som dukker op på den yderste højre- og venstrefløj. Men jeg kan ikke undskylde, for jeg har ikke lod og del i det.

Og det bør vel være et forlangende, hvis man meningsfuldt skal sige undskyld. Uden at skrive sig selv ind i historien bliver det hurtigt en tom gestus. Skriver man sig ind, må man til gengæld gøre det fuldt og helt – ikke bare tage ansvar for fortiden, men også for fremtiden.

Her melder spørgsmålet sig: Har regeringen taget højde for de ressourcer, der i fremtiden skal sættes af til at undskylde for dem?

I 2015 blev 15-årige Frida tvangsfjernet fra sin mor, Jeanette. Fire år senere faldt byrettens dom: Det burde aldrig være sket. 50.000 kr. i erstatning, men ingen statsministeriel undskyldning.

I stedet fik vi en nytårstale om at tage børnenes parti: Flere tvangsfjernelser, flere tvangsadoptioner! Der er kun ét barneliv – det må ikke spildes.

Det lyder stålsat og spontant rigtigt. Hvem vil ikke tage børnenes parti? I politisk korrekthed falder alle ind på geled. Det var vel det samme, der skete i 1934.

Men lur mig. Sætter man det socialdemokratiske klarsyn igennem med fuld kraft, så får andre end Frida og Jeanette om nogle år krav på en statsminister-undskyldning. Er der sat penge af til det?

Måske skulle vi – med historien i rygsækken – bruge dagens politiske kræfter på at gøre det moralsk rigtige i nutiden fremfor firkantet at bedømme fortiden. Den var ikke sort/hvid. Og det er nutiden heller ikke: Den sendes i farver.