Der er en dame, der siger, at hun mødte en puma, da hun var ude at spadsere i skoven ved Gl. Rye i Jylland her forleden.

Det stod i flere aviser i løbet af ugen. Kvinden hedder Marianne, og hun fortalte, at pumaen pludselig kom løbende hen imod hende i en lysning i skoven. Hun blev så forskrækket, at hun ifølge aviserne tænkte 'hold da kæft'.

Men hun var cool nok til ikke at stikke i rend, for så ville pumaen jo nok instinktivt have forfulgt Marianne og sat tænderne i hende. Det ville jeg da have gjort, hvis jeg var puma.

Men nej, denne puma luntede faktisk væk igen. Marianne skyndte sig hjem og fortalte om oplevelsen på Facebook, og så brød det sædvanlige helvede naturligvis løs. Mon ikke hun havde fået en tår over tørsten? Mon ikke hun bare havde set en golden retriever?

Jeg tager dette vigtige emne op, fordi jeg selv sidste sommer så tre elefanter, der gik mutters alene rundt uden for Vedbæk. Jeg kom kørende på en strækning med marker på begge sider. Og der, 200 meter til venstre, gik dyrene og græssede med svingende snabler og viftende ører.

Jeg blev ikke ligefrem så bange, at jeg tænkte 'hold da kæft', men jeg tabte faktisk noget af min Magnum-is lige ned på låret. Og jeg faldt ikke til ro, før jeg syv hundrede meter senere opdagede, at der var cirkus i byen, og at de formentlig bare havde lånt marken til elefanternes hyggestund.

Men hvad nu, hvis jeg var drejet af forinden og ikke havde set det cirkus? Ville nogen så have troet på mig? Ville de mistænke mig for spirituskørsel? Og ville de håne mig for min Magnum?

Så jeg holder med Marianne. Og det gør jeg også, fordi vi trænger til lidt mere eventyr i vore søvndyssende, gennemregulerede land.

Især ude i det fri, hvor myndighederne efterhånden har registreret hvert eneste muldvarpeskud, og hvor man knap kan få lov at gå fem meter i skoven, før man møder skilte om gule stier til venstre og Margueritrute til højre.

Omsorgen kender ingen grænser i vores velordnede land. Man må ikke fare vild. Man skal ikke have besvær med selv at opdage en skøn plet. Og man skal slet ikke risikere at møde en puma. Fagfolkene har nemlig allerede været ude og sige, at Mariannes dyr næppe kan være en puma. Og at den i øvrigt i givet fald ikke hører hjemme i Danmark og derfor skal aflives.

Det har de jo nok ret i. Men det er godt nok også kedeligt. Og hvad så med de horder af motionister, stavgængere og mountainbikers, der i en helvedes larm drøner gennem skoven med fråde om munden? Hører de til i den danske natur? Skulle vi ikke plaffe et par stykker af dem, før vi tager fat på pumaen?

I øvrigt er der en anden dame, der har set den puma. Hun hedder Gitte og var på gåtur i Funder Ådal i mandags, da hun så et ret stort kattedyr løbe op ad skrænten i nærheden.

Jeg holder også med Gitte. Men jeg vil dog lige nævne, at hendes oplevelse især er blevet kraftigt omtalt i Skanderborg Ugeavis, for hvem har hovedkvarter i Skanderborg? Det har såmænd Puma Danmark, altså dem der laver løbesko og sportstøj.

Det kan måske forklare, hvor den puma kommer fra. Det kan også forklare, hvordan den uden videre har tilbagelagt de 10-12 kilometer, der er mellem Marianne puma-oplevelse i Gl. Rye til Gittes oplevelse i Funder. Det kan man nemlig på puma-poter.

Så måske findes den. Et sted på den jyske højderyg. Hold da kæft. Eventyret lever endnu.