Lad os konstatere det med det samme: Højesteret har tirsdag truffet en beslutning med grandiose konsekvenser.
Dommen underminerer fuldstændig familien som de nærmeste pårørende og deres evner til at træffe de rette beslutninger for deres demente familiemedlemmer. Den er principielt vidtrækkende og komplet uforståelig.
Højesterets kendelse kommer i kølvandet på dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', der først blev stoppet via et fogedforbud for siden at blive vist i juli 2020 på TV 2.
Her så hele Danmark, via skjulte optagelser på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, hvordan demensramte Else Marie Larsen blev behandlet.
Hele landet blev chokeret over den behandling, som hjemmet og plejerne udsatte hende for. Blandt andet har scenen, hvor den 92-årige Else Marie Larsen skreg af smerte over at hænge i en sele i adskillige minutter, brændt sig ind i nethinden på de fleste. Optagelserne blev lavet, efter Else Marie Larsens barnebarn flere gange havde klaget over behandlingen af sin bedstemor. Uden at blive hørt.
De hemmelige optagelser viste også, at plejerne bevidst lod den ældre demente beholde sin ble på, »for den skulle alligevel skiftes om lidt«.
Hele dokumentaren skabte et berettiget ramaskrig, for her så man pludselig, hvad der sker, når de pårørende er gået hjem, og den demente er alene. Det var et frygteligt syn, og hele plejehjemmet er siden blevet reorganiseret med adskillige fyringer. Der var altså noget galt.
Det var ikke kommet frem, hvis ikke TV 2 og de pårørende i fællesskab havde lavet denne modige, nødvendige og grænseoverskridende udsendelse.
Det var Else Marie Larsens barnebarn Charlotte Ahm, der som udpeget værge for den demente gav tilladelsen til, at optagelserne kunne laves i Else Marie Larsens lejlighed. Charlotte Ahm blev værge for sin bedstemor, da demente ikke selv kan tage beslutninger. I desperation over de dårlige forhold på Kongsgaarden og den manglende lydhørhed gik hun til sidst til TV 2 og ønskede sin bedstemor filmet med skjult kamera.
Højesteret siger med sin kendelse, at Charlotte Ahm slet ikke havde lov til at give den tilladelse. Selvom hun var udpeget værge, lå det uden for 'hendes beføjelser'.
Begrundelsen er kafkask.
Her er Højesterets argumentation: Optagelserne var krænkende for Else Marie Larsen, for de var både intime og personlige. Billeder af denne slags kan kun vises, hvis fru Larsen selv havde givet tilladelse. Men da Else Marie Larsen var dement, kan hendes eventuelle accept heller ikke anvendes. Hun var jo netop dement og derfor ude af stand til at træffe gode beslutninger.
Værgen, barnebarnet Charlotte Ahm, ønskede det bedste for sin bedstemor, men hun måtte heller ikke give tilladelsen, ifølge Højesteret, for hendes værgemål gælder kun for økonomi og flytning.
Det er en total kortslutning af værgers ansvar og muligheder. For hvem ejer ansvaret for den dementes ve og vel? Hvem må træffe personlige beslutninger på den dementes vegne? Det må løbe koldt ned ad ryggen på de fleste pårørende til demente. For hvis de ikke har ansvaret og det sidste ord i forhold til deres familiemedlemmer, er det i realiteten kommunen. Helt nøjagtigt: skiftende embedsmænd i kommunen, der beslutter på de dementes vegne.
I dette tilfælde Aarhus Kommune, der gentagne gange har vist sig ude af stand til at tage sagen alvorligt. Skulle de nu pludselig være bedre til at tage vare på Else Marie Larsen end hendes barnebarn?
Det er indlysende forkert, og det er en forkastelig dom.
Højesteret har besluttet, at kommunen – det offentlige – er bedre til at tage vare på ældre dementes ve og vel end familiemedlemmer.
Det er en katastrofe.
Det eneste, vi kan glæde os over, er, at Charlotte Ahm viste så meget civilcourage, at hun sørgede for få belyst de skandaløse forhold i Aarhus.
Hun er en helt – det er Højesteret ikke.
