Min mand og jeg kan fejre sølvbryllup til foråret – samtidig kan vi fejre femårsdagen for, at vi har delt hinanden kærlighedsmæssigt med andre partnere.

Men det er vigtigt for mig at fortælle jer, at det IKKE er en konstant situation, at vi connecter tæt seksuelt og romantisk med andre skønne kvinder og mænd.

Livet har aldrig og vil aldrig køre kontinuerlig og lige ud ad landevejen – eller motorvejen, som vi mennesker i det vestlige konkurrencesamfund har presset os selv og hinanden ud på – og allerhelst i overhalingsbanen det meste af tiden.

Mere reglen end undtagelsen er sandheden, at vores tilværelse bringer os udfordringer - små som store bump på vejen – hvor vi må sætte hastigheden ned, tag en pause på rastepladsen, køre ud på biveje i langt lavere tempo, og nogle gange må vi stoppe helt op, sidde stille eller finde en stor skov og gå en lang tur alene eller sammen.

De sidste måneder er min mands sår efter fire års traumatisk oplevelse i barndommen brudt ud i fuldt omfang. Betændelsen, pudset og smerten vælter ud nu, mens alle vi nærmeste samt professionelle støtter på bedste vis. Det vil tage tid at få det meste ud, men det er muligt, og det åbne sår vil heale og gro sammen, men selvfølgelig vil der altid være et tydeligt ar.

Ligesom vi ALLE bærer rundt på større eller mindre sår, nogle har måske kun fået skrammer og rifter, men det er de færreste forundt at gå igennem livet uden ar.

Jeg er her i medgang og modgang, men som livspartner bliver jeg selvfølgelig påvirket. I min kerne bliver jeg stærkere ved, at vi klarer dette sammen – ligesom vi har klaret mange andre kriser i løbet af vores 26 år sammen. Men på overfladen bliver jeg da bestemt træt og slidt indimellem. Og oplever, at mit eget største sår - der er min angst for at miste – lettere vågner op og bliver trigget, når der ikke er ro og overskud på hjemmefronten. Og det har taget os begge tid at indse, at vi i øjeblikket ikke kan praktisere den polyamorøse tilgang til livet til fulde, som vi har oplevet beriger os dybt.

Vi kan tage til fester og weekendarrangementer sammen eller alene og nyde kærligt samvær med andre, men ikke indgå i faste forhold, som altid kræver en del tid, optimal kommunikation og overskud til at takle jalousi m.v. – og vi siger til os selv nu, at det er okay. Der er noget andet, der står i forgrunden!

Havde en af os eller os begge allerede haft en kæreste, hvor relationen var rolig og i det store hele harmonisk, da udfordringen brød ud - er jeg ikke i tvivl om, at det havde været muligt at klare denne store forhindring på livsvejen sammen.

Men faktisk oplever vi lige nu en styrke og fællesskab med to andre polyamorøse, som er så fin. Den ene med en mand (som jeg har kysset og lidt mere med for tre år siden) i et stærkt arbejdsfællesskab, og med en kvinde (vi begge to kun har krammet med) i et kommende bofællesskab. Vi forstår alle hinandens tilgang til livet: at friheden og kærligheden er størst, at vi selv og ikke samfundet eller vores opvækst skal sætte rammerne for os her - og vi forsøger at støtte hinanden der.

Lige nu sidder jeg med en stor accept og kærlighed til mig selv, som jeg er, og til min mand, som han er - selvom vi må lægge nogle 'begrænsninger' på hinanden ved weekendens tantra-arrangement for at passe på os selv og hinanden. Jeg forstår mere og mere, at det er gennem accepten af det, der er, at vi finder livsglæden, freden og roen indeni og dermed også med andre.

Du er okay, og jeg er okay, selvom vi ikke kan det optimale, som vores hjerner gerne vil fortælle os, at vi bør. Det kan og skal vi ikke altid – for vi er blot mennesker og ikke maskiner. Vi gør alle det, så godt vi kan – og det er godt nok!