Er det i orden at kalde folk indvandrere, hvis de er født i Danmark?

Det var et af de spørgsmål, der var til debat, da den politiske leder for Frie Grønne, Sikandar Siddique, stod over for næstformand og integrationsordfører i Venstre Inger Støjberg i en hæsblæsende debat i B.T. Live.

»Jeg hedder Sikandar, jeg vil kaldes Sikandar,« slog Siddique hurtigt fast.

Han lancerede i september Frie Grønne, efter han i marts meldte sig ud af Alternativet.

»Man kan ikke gå og kalde folk noget, de ikke er. Drenge og piger, der er født og opvokset i Danmark, de er danskere. De er andengenerations- og tredjegenerations-danskere. De har en anden etnisk baggrund, ja. Men de er ikke indvandrere. For de er ikke indvandret noget sted fra,« fortsatte Sikanadar Siddique.

Inger Støjberg blev for fem år siden kritiseret for at kalde syv unge drenge, der forstyrrede og kastede med popcorn i biografen, for 'indvandrerdrenge'. Det viste sig, at de alle var født i Danmark.

Inger Støjberg, hvorfor bruger du ordet ‘indvandrerdrenge’?

»Jamen, indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Jeg vil da gerne sætte det der ‘efterkommere på’, hvis det er vigtigt. Men prøv at høre, det er vigtigere at tale om de problemer, vi står med,« svarede Inger Støjberg og fortsatte:

Også andre politikere deltog i debatten. Her ses Nye Borgerliges formand Pernille Vermund kommer med sin holdning.
Også andre politikere deltog i debatten. Her ses Nye Borgerliges formand Pernille Vermund kommer med sin holdning.
Vis mere

»For der er mange indvandrere og efterkommere af indvandrere, der ikke tilpasser sig Danmark, og som har en forventning om, at det er os danskere, der skal tilpasse os og lave tingene om. Vi ser det med sharia-lovgivning og sharia-skilsmisser. Det skal vi tale om i stedet for at pakke det ind.«

Derimod mener Sikandar Siddique, at Inger Støjberg skaber et a- og et b-hold i samfundet:

»Min søn, der er født i Danmark, er tredjegenerations-dansker. Hans farfar kom til Danmark for 50 år siden. Hans far er født i Danmark, og han er selv født i Danmark. Selvfølgelig skal han ikke kaldes indvandrer,« sagde han.

Inger Støjberg, synes du, Sikandar er indvandrer?

Debatten gik ikke kun voldsomt for sig på tv, men også i kommentarsporet.
Debatten gik ikke kun voldsomt for sig på tv, men også i kommentarsporet.
Vis mere

»Nej, han er efterkommer af en indvandrer.«

Hvad kalder du dig selv, Sikandar?

»Jeg er selvfølgelig dansker. Jeg er født på Riget og er københavner med et kæmpe K. Jeg har gået i danske institutioner og er dansker helt ind i knoglerne.«

»Der, hvor Inger Støjberg går galt i byen, er, når hun i sin retorik taler om indvandrere og alle os danskere. Og jeg vil rigtig gerne tale om de problemer, der er. Men når man snakker med de unge mennesker, har de følelsen af ikke at høre til i fællesskabet,« sagde Sikandar Siddique, inden Inger Støjberg brød ind:

Der var både tilhænger til Inger Støjberg og Sikandar Siddique. Her ses en der var enig med Sikandar Siddique.
Der var både tilhænger til Inger Støjberg og Sikandar Siddique. Her ses en der var enig med Sikandar Siddique.
Vis mere

»Du er jo dansker og dansk statsborger. Men du er også efterkommer, ligesom jeg er jyde. Du trækker hele tiden offerkortet. Men som indvandrer eller efterkommer er man ikke et offer, men har fået et fantastisk land med fantastiske muligheder. Man skal bare gribe dem og indrette sig efter de regler, vi har i Danmark.«

Sikandar, er du ikke også efterkommer?

»Jo jo, det er jeg. Men nu hører vi igen Inger Støjberg sige, at man ‘er kommet’ til det her land. Nej, de 67.000 danskere, der er født og opvokset i Danmark og ikke har dansk statsborgerskab, er ikke kommet til Danmark. De er født her,« sagde Sikander Siddique.

Du kan se hele debatten øverst i artiklen.