Det er et forudsigeligt indgreb mod sygeplejerskernes konflikt, som regeringen forsøger at skabe flertal for.
Konflikten har løbet i ni uger og må kaldes et nederlag for de mange sygeplejersker, der næsten 'hemmeligt' har strejket og forsøgt at skabe opmærksomhed om deres sag.
De har læst folkestemningen og de politiske realiteter helt forkert. Der har ikke været en stor folkelig opbakning, og der har slet ikke været nogen synlig opbakning fra andre fagforeninger.
Deres problem har været, at den enkelte dansker nok har sympati for sygeplejerskerne, men det er samtidig uklart, om den løn, der er kernen i strejken, i det hele taget er lav.
Hvad tjener en sygeplejerske egentlig? Ingen kan svare på det, og dermed bliver en helhjertet opbakning til de strejkende ideologisk, som den støtte SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti nu leverer.
De er velfærdspartier og er ligeglade med, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor mange penge der bliver brugt. Det er i sidste ende skatteyderne, der skal finansiere et yderligere lønløft. Det er det private erhvervsliv, der skal give nye og flere penge til de offentligt ansatte sygeplejersker.
De kan også tage pengene fra andre offentlige grupper af ansatte, men det har sygeplejerskerne ikke foreslået.
I det hele taget har deres strejke og hele forløbet været præget af mangel på realistisk sans.
Sygeplejerskernes eget forbund og formand, Grethe Christensen, har to gange sagt JA TAK til en aftale, som var forhandlet færdig med regionerne. Begge gange stemte de menige sygeplejersker NEJ til aftalen og gav dermed fingeren til deres egen formand.
Det seneste afviste forslag blev lavet af forligsmanden og lover lønforhøjelser på fem procent over tre år. Det er det forslag, som nu gøres til lov, sammen med et løfte om endnu en undersøgelse af lønforholdene i det offentlige. Det betyder ikke noget. Det er en fornem syltekrukke, der lyder godt, men reelt ikke giver flere penge i lommen.
Socialdemokraterne må, som økonomisk ansvarlig regering, nødvendigvis gribe ind, selvom de nødigt angriber 'den højt besungne danske model'. Men mængden af aflyste operationer er ved at hobe sig op, og når der ikke er nogen som helst udsigt til et forlig, skal der gribes ind.
Det vil komme med alverdens forsikringer fra statsministeren og arbejdsminister Peter Hummelgaard om, at sygeplejerskerne »knokler, så blodet sprøjter«, at de har et ansvarsfuldt job og »fuld anerkendelse herfra«.
Hvad du ikke får på lønsedlen, kan du få i smiger og løs tale.
Problemet er, at det efterhånden er etableret fra alskens ministre, at alle i den offentlige sektor 'knokler, så blodet sprøjter'. Det gør alle andre – eksempelvis i den private sektor – også, men det hører vi ikke så ofte.
Hvis sygeplejerskerne og regeringen virkelig ønsker at finde en model, der sikrer lønstigninger, kommer man ikke udenom effektiviseringer. Lønstigninger skal ikke gives på en grundløn, men derimod ved, at medarbejdere og ledelse finder ud af at arbejde smartere og med større kvalitet.
Det er en klar mulighed i det offentlige – også på sygehusene – at gøre arbejdsgangene mere brugervenlige, mere fleksible og mere digitale. Det vil løfte standarden og give mere ansvar til brugerne. Hver gang der skabes en gevinst, der hjælper brugerne, og som gør arbejdet mere effektivt, kan der gives lønstigning.
Ikke før.
