Evakueringen af danskere og lokalt ansatte i Kabul ser ud til at lykkes. I skrivende stund er næsten 450 afghanere fragtet her til landet i en kaotisk og dårligt planlagt aktion.
Operationen ser ud til at lykkes med en håndtering, der er den diametrale modsætning af covid-19-krisen.
Her var regeringens top, med statsministeren i spidsen, i fuld kontrol og på lange stræk styrende i forhold til embedsmændene. Planerne tog hele tiden højde for den værst tænkelige situation, og der blev indimellem 'skudt gråspurve med kanoner', men alle involverede ministre var på dæk 24/7.
Det er efterhånden klargjort, at de fleste ansvarlige i dagene op til og under evakueringen var langt fra kommandobroen. Undtagen udenrigsministeren.
Torsdag aften 12. august er et afgørende tidspunkt i evakueringens tidslinje. Her blev det tydeligt, at Afghanistan brændte, og Taliban ville løbe Kabul over ende i løbet af dage og timer. Udenrigsminister Jeppe Kofod ringede fredag morgen til Det Udenrigspolitiske Nævns medlemmer for at advare dem om forholdene, der løb løbsk. Ministeren indså, at ambassaden var uden realistiske planer, og derfor måtte involvere Forsvaret.
Forsvarsminister Trine Bramsen valgte alligevel at bruge fredagen til en erhvervskonference i Nordsjælland med efterfølgende frokost på Simon's Golfklub og senere på aftenen at gå til koncert i Den Fynske Landsby sammen med statsminister Mette Frederiksen og Odenses borgmester. Søndagen var hun, som bekendt, på besøg i det sydfynske for blandt andet at se på sæler, men først og fremmest for at skyde den kommunale valgkamp i gang.
Siden har hun forklaret igen og igen, at hun bestemt var involveret i alle beslutninger i forbindelse med evakueringen. Men det klinger selvfølgelig hult, at der er tid til sæljagt midt i den mest alvorlige krise i årtier, der involverer danske statsborgere. Hendes troværdighed har naturligvis lidt et knæk, for hvis hun er ude af stand til at bedømme denne situation – ikke mindst søndagen – hvordan så med andre situationer. Hun er trods alt minister i det, man kalder et skarpt ministerium. Her er danske liv indimellem i fare, og det skal ikke se ud, som om man tager det let.
Forsvaret bad flere gange om lov til at udarbejde evakueringsplaner, men fik efter sigende nej tak fra Udenrigsministeriet, der mente, at det var unødvendigt. Senere kom ministeriet på andre tanker, og Jægerkorpset blev sendt afsted i al hast for at sikre de danske interesser i Kabul Lufthavn.
Forsvarets øverste chef, forsvarschef Flemming Lentfer, var selv optaget af et privat arrangement på Karup Flyvestation hele lørdag. Det står ikke klart, hvad anledningen var, men det var ikke et arrangement af militær karakter. Det var netop privat.
De to øverste og mest synlige repræsentanter for Forsvaret, ministeren og forsvarschefen, var altså begge optaget af private gøremål i de mest afgørende timer for deres ansatte. Søndag blev det tydeligt for alle, der fulgte begivenhederne i medierne, at situationen var ude af kontrol. Kabul faldt på ti timer søndag 15. august 2021.
Forsvarschefen og forsvarsministeren må denne lørdag og søndag have haft bedre efterretninger end almindelige danske mediebrugere. De må have været fuldt orienteret om Kabuls snarlige fald allerede fredag. Alligevel fortsatte de deres 'private gøremål' fremfor at vende ministerbilen og forsvarschefens privatchauffør mod situationens generalstab.
Tænkte de, at det ikke var nødvendigt, eller fejlvurderede de bare situationens alvor og hastighed? Begge muligheder er lige problematiske.
Det er logisk, at hverken minister eller styrelseschefen, som forsvarschefen jo betegnes af regeringen, ikke personligt udarbejder planerne for evakuering, booker fly eller behandler asylansøgninger. Men det er tankevækkende, at i denne krise var regeringen og dens øverste embedsmand for Forsvaret helt fraværende i de lokaler, hvor de afgørende beslutninger blev truffet.
Og det er tankevækkende, at krisehåndtering med synlig topstyring, som statsministeren elsker og havde succes med i coronaens år, er totalt fraværende i denne internationale krise.
Det rejser naturligvis spørgsmålet om statsministerens egen rolle og involvering i denne katastrofale weekend.
Hvor var Mette Frederiksen?
