Bryllupsklokker. Jeg kan høre dem fra min plads ved det lille cafebord i skyggen og cikadesang for gavlen af det forladte nonnekloster San Cataldo på Amalfikysten.

På den anden side af dalen i Ravello, der ligger højt hævet over det tindrende Middelhav, valser det ene brudepar efter de andet ud på domkirkepladsen.

Kyssende, smilende, jublende, elskende. Skål og tillykke og hurra og perlende gudedrik, der skinner som diamanter. De forsvinder i feriemylderet til en af Michelin-restauranterne med udsigt over Salernobugten.

Livet på pladsen fortsætter og næste brudepar indtager scenen.

Forretningerne bugner af gult keramik 'hand made in Ravello', turister der drikker Aperol Spritz under de cremefarvede parasoller, og damer med pæne fødder køber kulørte lædersandaler hos Eva Caruso Sandals på hjørnet.

Her kan man faktisk næsten med sikkerhed være lykkelig. Skønhed i overmål. Cyklamenfarvede blomster, pergolaen overgroet af vin med mægtige drueklaser giver skygge for dagens ild og firben smutter lydløst henover jorden.

Det er højsommer. Snart august. Efter sommeren begynder et andet liv og en anden tid. Også for dem, der lige er blevet gift ovre i Ravello eller et andet sted og fortsætter med at være gift.

Eller for dem der holder op med at være gift. For ligesom juletiden er hjerternes fest, og drømmenes sammenbrud er ferieidyllen det sted og den tid, hvor folk måske finde ud af, at de ikke kan holde hinanden ud alligevel.

Ferien kunne ikke redde det liv og den tid og den hverdag med madpakker, forældremøder, opvask og overarbejde, som der er mest af i ethvert ægteskab og forhold.

Og der er ingen grund til at gøre sig illusioner om, at det lykkes, bare man har fundet ’den rigtige’. For så har halvdelen af danske ægtefolk, hvis man ser på skilsmissestatistikkerne, tilsyneladende giftet sig med ’den forkerte’.

For ’den rigtige’ findes ikke.

Vores egne forestillinger om, hvem den rigtige er, kan vise sig at være fuldstændig forkert. Derfor er datingsider så svære at forene med kærlighedens væsen.

Inden nogen bliver alt for sure, kan det selvfølgelig lykkes, bevares, jeg har viet mange par, der har mødt hinanden på nettet. Og de ægteskaber varer sikkert lige så kort eller livslagt som så mange andre.

Men det ændrer ikke på, at den sikkerhedsgjorte kærlighed er det moderne menneskes forestilling om at kunne styre og skabe alting selv. Også kærlighed.

På nettet kan man klikke rundt. En omhyggelige udvælgelsesproces. Læse detaljerede beskrivelser: Stjernetegn. Interesser. Fraskilt. To gange ovenikøbet. Godt og problemfrit forhold til ekskonen. Tidsbesparende, effektivt. Forelsket uden at være slået omkuld så hjertet skælver og jubler. Alt under kontrol.

'Ham tør jeg godt binde an med'. Det sikre valg. Det kan vist ikke gå galt. Men som Alain Badiou skriver, er det propaganda at forestille sig kærlighed uden risiko. Ingen krig uden tab.

Ingen kærlighed uden risiko, for vi bærer lidt af mørket i os. Men når man åbner sit hjerte for sorgen, for risikoen, for tabet og tabsfortællingens mulighed  - først da åbner man det for kærligheden.

'Har man nogensinde elsket nogen, man ikke også kunne slå sig på?' Skrev én engang.

Svaret er nej.

For måske forelsker man sig og elsker de forkerte eller rigtige og på et forkert tidspunkt, hvor alting er helt umuligt og besværligt og alt muligt andet – men selv dér kan man opleve kærlighedens under.

Det under som kærligheden er, og som vi ikke kan forestille os – endsige beslutte os for at finde. For kærligheden er skænket os. Og vi kan ikke udgrunde, forklare eller sikre den underskønne, uforklarlige og underlige kærlighed, der ser mere i mig, end der er at se.

Den kærlighed, der elsker en ny betydning frem og lægger en ny betydning til mig – om den så kun varer kort, da bliver noget i os forklaret under kærlighedens blik. Den kærlighed, der bærer igennem, når sommeren er slut, og bærer over, når hverdagen, med alt hvad den er, begynder.

Men vi kan ikke kræve kærligheden, og vi kan ikke tage den bort, om vi så nogle gange, for smertelindringens skyld, ville ønske, at vi kunne. Vi skaber ikke selv kærligheden – men den skaber os som rette mennesker.