»Hvorfor er en penis ikke et mandligt kønsorgan? Ja, fordi det ikke er alle mænd, der har en penis, og nogle kvinder har en penis.«

Nogenlunde sådan lød ordvekslingen mellem studievært og feminist en tidlig morgen fornylig i Radio24Syv, hvor sproget gik i opløsning. Og med sproget virkeligheden. For mand og kvinde er altså bare ord, vi har valgt at beskrive biologien med.

Anledningen var, at nogle feminister gør transkønnedes kamp for ligestilling og lige rettigheder til en fælles kamp om anerkendelse. En dame uden en sag går selvfølgelig ikke. Og nu, hvor feministerne kan have svært ved at finde et testosteronvælde at kæmpe imod, er det selvfølgelig en måde at berettige deres egen elitære, ideologiske eksistens på.

At feministerne gør tidens kønsideologi og lighedsideologi til deres kamp, må de så selvom. Men det er bekymrende, at køns- og identitetspolitik er blevet det spejl, man allerede som barn og som lille menneske skal se og forstå sig selv i. Og derigennem forstå sin eksistens og retningen i sit liv.

Regeringens utvivlsomt velmenende overvejelser om, at børn helt ned til seksårsalderen skal have mulighed for at få foretaget juridisk kønsskifte, er et udtryk for, at politikere er med til at styrke tidens superliberalistiske løsen, der dyrkes som den nye sandhed om, hvad det vil sige at være menneske.

Det er en kendsgerning, at for nogle mennesker er det ikke så enkelt – det giver ikke sig selv, hvilket køn man er. Mand eller kvinde eller ingen af delene. Og der er mennesker, som livet igennem kæmper med tvivlen og usikkerheden om deres egen kønsidentitet.

Det er både svært, fortvivlende og ulykkeligt for de mennesker, der ikke føler overensstemmelse mellem deres køn og krop. Og gudskelov er der i samfundet kommet en større forståelse og accept af, at nogle mennesker afviger fra det køn, de er født med. De mennesker skal vi som samfund selvfølgelig have rum for, støtte og hjælpe på bedst mulige måde.

Men. Når det er sagt, så undrer det mig, at De Konservative tilsyneladende står alene med deres forbehold over for at muliggøre juridisk kønsskifte ned til seksårsalderen. For i alle andre sammenhænge anerkender vi, at børn præges af forældrene og af den kultur, de værdier og normer de opvokser i – og tidsånden svæver over hvert lille menneskes liv. For eksempel kan man på Facebook vælge op imod 70 forskellige kønsidentiteter, og man kan selv føje et bogstav til rækken.

Børns måde at forstå sig selv som menneske i verden bliver selvfølgelig også præget af tidens hysteriske overopmærksomhed på menneskets kønsidentitet, der frit formes ud fra, hvilket køn man føler sig som. Og har krav på at blive respekteret som sådan og have rettigheder derefter.

Ethvert menneske skal respekteres. Men det skal barnet også. Og i kampen for transkønnedes rettigheder skal vi være varsomme med bogstavelig talt at hælde barnet ud med badevandet. I alle andre af livets forhold og sammenhænge f.eks. i skole og undervisning er vi opmærksom på, at børn skal have lov at være børn. Og samtidig skal lille Mads eller Sofie på seks år have mulighed for at vælge et juridisk kønsskifte og roses for deres modenhed, selvstændighed og mod til at være åbne om deres køn.

Der hører en vis kønsforvirring med til at være barn og ikke mindst teenager, det ved enhver voksen. Men som barn taler man som et barn, forstår man som et barn og tænker som et barn, og det er en ekstrem overbelastning for det lille menneske at skulle opfinde sig selv, forme sig selv og forstå sig selv fuldt ud – fordi intet ideologisk set er givet på forhånd.

Men i kristen forstand er noget givet på forhånd; du er skabt menneske med et køn og et hjerte, med følelse, fornuft og forstand – men med det gådefulde som dit livs- og eksistensvilkår, som vi ikke må gøre vold på at opklare. Det er sådan, virkeligheden er.

Men virkeligheden bliver selvfølgelig i et vis omfang suspenderet i det øjeblik, mænd kan menstruere og være gravide (dog næppe samtidig) og en penis ikke længere er et mandligt kønsorgan.