Danmark huser en af europas bedste swingerklubber. B.T. har talt med ejeren Torben Nielsen om, hvad man helt konkret skal gøre, hvis man beslutter sig for at tage springet.

Det er blevet mere og mere mainstream at gå i swingerklub, men der kan stadig være en del overvejelser, før de fleste decideret hopper ud i det. Kan man bare komme og se på uden at have sex, kan man være påklædt, og hvordan med kondomer og renlighed?

»Uanset om man kommer som single eller som par, så er der ingen, der siger, man skal være aktiv. Man gør lige det, man har lyst til,« forklarer Torben Nielsen.

Torben Nielsen og hans kone, Mie Nielsen, ejer Tucan Club tæt på Kolding, der for nylig fik en guldstjerne af organisationen Secret Swingerlust for at være en af europas bedste swingerklubber.

Torben og Mie Nielsen står bag swingerklubben Tucan Club i Kolding. Foto: Tucanclub.dk
Torben og Mie Nielsen står bag swingerklubben Tucan Club i Kolding. Foto: Tucanclub.dk
Vis mere

Klubben kan huse op til 250 gæster ad gangen, og der skal mindst være én kvinde per to mænd. Stedet huser et såkaldt red room, som er en en-til-en-kopi af sexrummet fra filmen 'Fifty Shades of Grey'.

I det følgende guider Torben Nielsen os gennem de skridt, man skal tage, hvis man ønsker at kaste sig ud i swingerlivet, eller, som han kalder det: 'En erotisk natklub bare uden fulde mennesker'.

1. Find den klub, du gerne vil komme i, og kontakt klubben på forhånd

»Man ringer til os, skriver en mail eller sender en sms og stiller alle de spørgsmål, man gerne vil stille, hver weekend har vi mellem 80 og 100 helt nye gæster. De kan både gå rundt og kigge uden at være aktive, og de kan også gå ind som par i privat rum, det er helt op til folk selv.«

2. Tag på rundvisning

»Vi har rundvisning for nye alle vores aftener, faktisk to, fordi vi har så mange nye gæster. Det er klokken 19 og klokken 19.30. Her kommer der en og tager imod dem og viser rundt og giver et indblik i, hvordan klubben fungerer, og de får noget at vide om reglerne i de forskellige rum. Vi vil meget gerne give folk den rundtur først, så de er klædt godt på og finder ud af, hvad de har lyst til.«

3. Du skal følge to regler

»Klubben har to regler, som er altafgørende. Den ene er, at man spørger, før man rører. Den anden regel er: 'Hvem man møder i klubben, bliver i klubben'. Vi har også gæster, der kommer, som er kendte i det offentlige rum eller fra fjernsynet, men alle kommer anonymt og skal ikke kunne se sig selv udstillet i Se og Hør.«

Her er det famøse Fifty Shades of Grey-inspirerede rum. Foto: Tucanclub.dk
Her er det famøse Fifty Shades of Grey-inspirerede rum. Foto: Tucanclub.dk
Vis mere

4. Påklædning

»Vores rundvisninger er med tøj på, hvor folk ikke er gået i gang endnu. Men 99 procent af dem, der er på rundvisning, vil gerne blive, og klokken 20 klæder man om og tager det på, man har lyst til. Der er nogle, der tror, at hvis man tager i en klub, så er et uden tøj på, men der er kun enkelte naturister, og langt de fleste har noget pænt, erotisk tøj på.«

5. Tilmeld dig på forhånd

»Vi kører en politik med maksimum to mænd per kvinde, så det er vigtigt, man tilmelder sig på forhånd, så vi har styr på det, men der er typisk halvanden mand per kvinde, fordi vi har så mange singlekvinder, der kommer, men man skal tilmelde sig ved at skrive til os på forhånd. Alle er i øvrigt velkomne uanset seksualitet, om man er single eller par.«

6. Sådan begynder du den seksuelle aktivitet

»Da jeg var yngre og gik i byen, da scorerede jeg jo i byen, og det er jo lidt det samme her – man behøver bare ikke være sygeligt beruset for at score nogen. Man ser på varerne og ser, om der er kemi, og så er der måske ikke så meget kemi med den første, men det er der måske så med en anden – det kan være et glimt i øjet, og så kan man aftale at gå afsides i et rum og gå i gang.«

7. Sammen med flere?

»Vi har nogle rum med nogle store madrasser, hvor der måske allerede ligger nogen, og så kan det være, man lægger sig ved siden af og måske langsomt bliver en del af legen. Det er vigtigt at sige, at man til enhver tid kan stoppe seancen, så ens grænser ikke bliver overskredet.«

8. Kondomer og hygiejne

»Der er kondomer i alle vores rum, og det bruger man selvfølgelig, men der er selvfølgelig nogle par, som ikke bruger dem, men medmindre andet er aftalt, så bruger man selvfølgelig kondom – og renlighed, vi har afspritningsvæske over det hele.«