Dot og jeg så Oscar-show - nu undrer noget mig dybt

Forleden var der Oscar-uddeling i tv, og da Dot gerne ville se showet, kiggede jeg med.

Den ene grådkvalte takketale fulgte den anden – men ved prisen for bedste mandlige hovedrolle var der noget, der fangede mig.

Uden at have set andet end uddrag af filmen om Freddie Mercury fra Queen virker prisen til Rami Malek helt rigtig. Han har genskabt sang-ikonet med respekt, varme, indlevelse – og kæmpemæssigt talent.

Og endnu stærkere var Maleks takketale:

»I am the son of immigrants from Egypt. I'm a first-generation American, and part of my story is being written right now.«

Sådan! Ordene faldt blidt og oprigtigt, men stod for mig som et monument på alt, hvad der er gået galt for Europa.

For hvor ofte har vi ikke hørt folk med immigrant-forældre erklære sig som halvt-halvt? Tyrkisk-dansk, pakistansk-fransk, egyptisk-svensk. Mellem to stole, lidt af hvert og ikke rigtigt noget.

Men ikke Rami Malek. Han føler sig ikke halvt af hver eller med en 'fod i hver lejr.' Han kender sit fædreland og er hel – nemlig helt amerikaner. Det sætter den europæiske immigrationsfadæse i relief.

Integrationsministeriets 'medborgerskabsundersøgelse' understregede for få år siden miseren, da kun hver femte ikke-vestlige indvandrer følte sig som dansker, mens næsten halvdelen følte sig som 'dansker med indvandrerbaggrund' – altså mellem to identiteter.

Og det er selvsagt et problem; især når indvandrerdelen kulturelt er i modsætningsforhold til alt det at være dansk. At være dansk-svensk kunne vi vel leve med. Dansk-italiensk ligeså. Men ved kulturer, fjernt fra vore værdisæt, må vi kræve et valg.

Vil man Danmark – eller vil man ikke? Dét er spørgsmålet. At være dansk er ikke et kompromis. Det er en kærlighedserklæring, der begynder med vedkendelsen af at være dansk – ligesom Malek vedkender sig at være amerikansk.

Men i Danmark mener fire ud af 10 muslimer, at loven bør bygge på koranen frem for demokratiet; og det tal er endda stigende.

I Frankrig fortryder kun én ud af 40 hjemvendte jihadister deres misgerning og kalder ifølge Figaro Charlie Hebdo-massakren for 'den smukkeste dag'. Måske ikke underligt i et land, hvor avisen L'Express for få år tilbage afslørede, at store grupper havde kendt til et forestående terrorangreb imod en kirke i det nordlige Frankrig, men valgte at tie?

Det er ubehagelige kendsgerninger og afslørende for den femte kolonne-mentalitet, vi har lukket ind. Loyaliteten til islam og terroren er stærkere end til det franske samfund. Men tendensen er ikke kun fransk.

I 2013 havde de tyske myndigheder registreret 5.500 tilhængere af salafisme, mens Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) i dag noterer 11.000 tilhængere af den ultrakonservative islam-udlægning.

Tallet i Tyskland er fortsat stigende, mens der i Belgien nu er et egentlig muslimsk parti, der slet og ret kalder sig 'Islam'. Partileder Redouane Ahrouch ser store muligheder for sit parti og forudser, at der inden for 12 år vil være muslimsk majoritet i landet.

Hele Europa er under pres. I Sydeuropa kæmper man stadig med indvandringspresset over Middelhavet. Groteske Sverige taler for sig selv, så det gider jeg slet ikke nævne – mens vores eget PET vurderer, at der er flere hundrede militante islamister bag vores egen grænse.

Dette er den sørgelige virkelighed for et kontinent, der efter at have svøbt sig i humanismens gustne gevandter begynder at se virkeligheden i horisonten. Men hvad er så løsningen? At udvise alle migranter?

Selvsagt ikke, for her er der også solstrålehistorier. Som it-topchefen André Rogaczewski, der for nylig fortalte om sin opvækst til Berlingske. I interviewet betonede han sin fars ord, efter familien var kommet til Danmark fra Polen: 'Nu er vi danske. Vi skal spise røde pølser og leverpostej. Vi må ikke spise polsk mad, og vi må ikke tale polsk. Alt skal være dansk.'

Sådan! Vil man Danmark, skal det være med hud og hår. Som Rami Malek vil USA. Og familien Rogaczewski vil Danmark. Vil man ikke det, er der mange gode alternativer.