Jeg er hverken vokset op i en papkasse i grøftekanten eller har fået havregrød lavet på vand til aftensmad. Jeg kommer fra et røvsygt et-plansparcelhuskvarter i Farum og havde præcis, hvad jeg skulle bruge.
Men nu kommer jeg alligevel til at lyde som boomer nummer 1 efter at have læst om rengøringsfirmaet, der manglede 450 ansatte, men gennem et typisk udueligt jobcenter kun kunne få sølle to. På den baggrund forklarer den arbejdsløse designer, Josephine, at hun altså har »andre ambitioner og interesser« end rengøring. Javel, Josephine!
Jeg forstår sådan set godt, at en arbejdsløs designer ikke gider gøre rent. Jeg ved bare ikke, hvem fanden Josephine tror går rundt i 20erne og ligefrem drømmer om at få lov til at gøre rent for fremmede mennesker eller virksomheder!? Ikke mig! Men det gjorde jeg sgu da i en periode, da jeg var mellem to uddannelser. Jeg gjorde rent hos en kræftopereret hashryger!
Og her er pointen til Josephine og andre nyuddannede hvalpe: Rengøring er der faktisk nogen, der skal gøre – og gør – for bare at leve og overleve! Og dermed betaler de skat til overforkælede folk som Josephine, der ikke lige kan se sig selv i den slags job. Fordi de faktisk har »ambitioner og interesser«.
Undskyld mig, men hvad fanden er det for en syg arrogance? Hvad fanden er det for en indstilling til sine medmennesker? Der er tusinder, som sidder i kassen i Lidl og Netto og betaler halvdelen af deres indtægt for at forsørge Josephine og andre håbløse designere.
Der er endnu flere, der gør rent – også om natten – fordi ungerne skal have mad, en konfirmation skal afholdes og en husleje betales. Og som selvsagt også lægger en betragtelig sum til statskassen af deres ikke prangende løn, således at disse kreative navlepillere (men åbenbart ikke SÅ kreative, at de kan fucking forsørge sig selv?) og arbejdsløse akademikere kan gå derhjemme, indtil de finder et for dem værdigt job.
Hvornår pokker er det blevet SÅ slemt at gøre rent i en periode, mens man skriver ansøgninger eller får lidt mere gang i kreativiteten, så man kan banke en lille forretning på benene? Hvornår er vi blevet SÅ fine på den, at vi ikke har det mindste problem med at lade andre forsørge os? Endda af nogle af dem, de lavestlønnede?
Hvornår blev vi enige med os selv om, at vi selv var for gode, men uden at blinke med øjnene lader andre – der vel for pokker heller ikke nødvendigvis nyder lavstatusarbejde på dårlige arbejdstider – skrabe sammen til samfundet og vores Netflix-abonnement? Jeg har sjældent oplevet en mere nedladende holdning til sin omverden, som tyder på enten afstumpethed eller rendyrket stupiditet.
Trine Bramsen
Når man sender børn i krig, siger man, at det er, fordi man hader fjenden mere, end man elsker sine børn. Lige nu spekulerer jeg på, om socialdemokrater og venner virkelig hader blå blok mere, end de elsker mellemhøj moral og etik – og sandheden?
For hvor meget skal der egentlig til, før en politiker ikke er sit embede værdigt? Og hvor meget må man lyve, før ens egne – eller som minimum ens allierede – får en lille smule dårlig smag i munden?
Jeg begynder at blive alvorligt bange for Trine Bramsens evner som forsvarsminister. At manipulere derimod, dét mestrer hun til fulde.
Jørgen Leth
Jørgen Leth er holdt op med at dyrke sex. Ja, det kunne jeg læse mig til i en konkurrerende avis, og selvom jeg må indrømme altid at være nysgerrig på andre menneskers erotiske liv, så synes jeg snart, vi skal høre noget andet om Jørgen end hans formåen på lagnet. Det bliver snart mærkeligt. Udgav han ikke engang en masse litteratur?
Rasmus Paludan
Rasmus Paludan er blevet gift. På en højhellig onsdag, få dage efter han blev afsløret i at have seksuelle samtaler med det, der lader til at være børn på ned til 14 år.
Han forsikrer dog, at det ikke er en teenager, han er blevet gift med, men en dansk kvinde. Det første er betryggende. At hun er dansk, havde jeg næsten regnet ud.
Frank Jensen
Hovedstadens tidligere overborgmester Frank Jensen skulle i denne uge have holdt foredrag om sin tid som, ja, hovedstadens overborgmester. Den 100 procent latterlige overskrift på foredraget var 'Røverhistorier og anekdoter' og siger alt om niveauet og eftermælet. Var det hele bare pis? Spankulerede Frank bare rundt med tungen i frastødte kvinders ører og legede overborgmester, ligesom Trine Bramsen kysser sæler, tager selfies og leger forsvarsminister?
At 'Røverhistorier og anekdoter' er, hvad Frank kan få ud af sine år på rådhuset, er i sig selv nedslående, men hvad mere interessant er: Hvem skulle foredraget holdes for? Hvem var de første til at tage en seriekrænker ind, der stadig er uden erkendelse, uden undskyldning?
Advokatfirmaet Horten, såmænd. København Kommunes foretrukne advokatfirma, der hvert år kan fakturere rådhusets forvaltningers svimlende millionsummer. Den ene hånd fodrer den anden.
