Mette Milan Hjortlund.

Jeg havde aldrig hørt om damen, indtil i denne uge, hvor hun var i 'Go' morgen Danmark' for at fortælle om de sociale besværligheder ved valget ikke at ville have børn.

Mette oplevede grænseoverskridende spørgsmål og fordømmelse af hende som kvinde og menneske.

Det kan personligt ikke rage mig mindre, hvordan Mette, Jeanette, Olivia eller andre kvinder og mænd har tænkt sig at bruge deres underliv. Reproduktion er naturligvis en privatsag, men når jeg alligevel falder over Mettes historie, så er det, fordi hun er blevet steriliseret.

Og sådan en operation kan man åbenbart få på det offentliges regning, hvis man ikke lige har lyst til at få børn.

Der findes ganske vist pessarer, hormonfri spiraler, kondomer og formentlig 200 andre ufarlige præventionsformer i 2021, og hvis man bruger dem korrekt, er de tæt på at være 100 procent sikre.

Hvorfor Mette og mange andre ikke lige synes, de skal bruge en af disse mange muligheder, skal jeg ikke kunne sige, men formentlig fordi det er for bøvlet, og så kan man jo altså lade sig undergå en operation – på det offentliges regning.

Værs'go.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor vi som samfund skal lægge sundhedsvæsenet til last for en 100 procent personlig beslutning, der ikke er funderet i noget, der bare lugter minimalt af sygdom?

Hvorfor opererer vi folk, der er raske, men bare har truffet et personligt valg? Og her mener jeg naturligvis både mænd og kvinder.
Det giver simpelthen ikke nogen mening.

Når jeg diskuterer det med velmenende bekendte og folk på Facebook, lyder svaret, at nårh ja, man opererer jo også så mange andre ligegyldigheder som f.eks flyveører eller overskydende hud efter massivt vægttab.

Men lad mig lige slå fast, at du altså ikke bare får løftet bryster, fjernet maveskind eller indsat et Colgate-smil, fordi du lige føler for det. Du skal have massive gener udi det invaliderende for at blive godkendt til en kosmetisk operation efter fx vægttab, og hele kæften skal være mere eller mindre rådden, før det offentlige bare overvejer at tage regningen. Med tanke på at tænder kan være en regulær forhindring for ansættelse i en række job, virker det altså helt skørt at operere helt raske mennesker, der bare ikke lige føler for det der med børn og altså heller ikke prævention.

Jamen, vi betaler sgu så meget i skat, lyder parolen – og ja, det skal jeg da eddersparkeme love for. Vi betaler uhyrlige summer i skat! Men måske – bare måske – kunne man netop få den en anelse ned, hvis hvis man prioriterede midlerne bare en anelse fornuftigere og ikke på rækken af 100 procent unødvendige operationer, der helt ærligt ikke hører under det offentliges ansvar.

Og nu vi er ved penge, så mener et flertal af danskerne, at Joachim ikke bør modtage apanage. Danskerne elsker dog Kongehuset og i særdeleshed vores majestæt og hendes ældste søn.

Det kan der være mange følelsesmæssige grunde til, men hvis vi skal tale økonomi, og hvem der rent faktisk laver noget for lønnen, så er det sgu da netop prins Joachim. Han er forsvarsattache og går på arbejde hver dag. Mere, end man kan sige om nr. 1, der ifølge den kongelige kalender har minimal aktivitet, men ofte daser den af på havet med dåsebajere.

Hvorfor er vi her til lands så ustyrlig glade for folkelighed og laveste fællesnævner, når Kongehuset vel historisk står for det modsatte?

Og så har Morten Østergaard fået nyt job

Den tidligere radikale leder forsøgte ellers at holde fast i formandsposten i måneder, indtil han blev taget i pinagtige løgne om partiets krænker, der viste sig at være ham selv og ikke bare den berømte 'hånd på et lår'. Nej, der lå tre andre sager på ham, som han og partikammerater havde forsøgt at begrave. Og som vanligt på Christiansborg, så bliver man syg, når man bliver afsløret.

Med fuld løn. I op til flere år.

Men nu har Morten fået nyt job – og det er da vel nok heldigt, at den stilling faldt sammen med, at han nu er blevet raskmeldt.

Og så strejker sygeplejerskerne

De får alt for lidt i løn, siger de. Der er bare ikke rigtigt nogen, der ved, hvad præcis de rent faktisk får i løn – men for lidt er det, i hvert fald. Også selv om en ikke-ledende sygeplejerske i snit får mere end 40.000 om måneden.

Jeg hverken kunne eller ville være sygeplejerske, til det er jeg for magelig. Men måske skulle man starte med at kunne læse sin lønseddel, inden man går til forhandling, så man kan pege præcis der, hvor uretfærdigheden ligger. For nogen får helt sikkert for lidt – men eftersom et snit nu engang er et snit, så får andre måske for meget?