Henrik Busch.

Personligt havde jeg aldrig hørt om ham, før jeg læste et opslag på hans Facebook-profil, hvor han harcelerede over al den opmærksomhed, den myrdede engelske kvinde Sarah havde fået.

'Mage til hysteri skal man lede længe efter' og 'man skal tænke sig om, de steder man går'.

Ligesom Henrik Busch mente, at 'kvinderne jo kan sikre sig med sirene, fløjte eller peberspray i værste fald'.

Henrik er jo ikke den eneste, der bræger den slags usammenhængende tåbeligheder ud, men i sin egenskab af ambassadør for Girl Talk, som er en organisation, der arbejder med at minde unge kvinder om deres værdi og taler med dem om deres trivsel, sad jeg måbende tilbage.

Henrik Busch svarer på kritikken i et debatindlæg, du kan læse her.

Ingen kvinder skal finde sig i at blive pålagt at bære sirene. Og nej – målet er ikke, at kvinder skal tænke sig om, hvor de går!

Det er jo en syg tankegang!

Mænd skal derimod holde op med at overfalde kvinder!

Forleden skrev en bekendt en liste over overgreb, hun havde været udsat for i det (halv) offentlige rum.

Lad mig dele mine overgreb:

Da jeg som 13-årig sad i et S-tog på vej fra Farum til København, og manden over for mig lynede sine bukser ned, hev sin slappe penis ud og begyndte at ae den, mens han smilede til mig. Jeg blev så utilpas, at jeg gik ud i mellemgangen.

Da jeg stod i kø i en overpakket bar på Nørrebro for at bestille drinks, og en mand trængte sig ind på mig bagfra og begyndte at rage på mig. Jeg vendte mig om og skreg, 'hvad fanden han lavede'? Han grinte.

Dengang jeg var på Skanderborg Festival, og en fremmed mand gik direkte hen til mig og tog mig på mit ene bryst.

Dengang jeg en varm sommerdag kørte med bus 5 med en sæk vasketøj. Jeg sad ved vinduet i en knælang sommerkjole, da en overvægtig bodybuildertype satte sig ved siden af mig og stak sin ene hånd ind under sækken og ind mellem mine ben. Jeg stivnede. Trykkede på klokken – og skulle mase mig forbi ham for at komme ud. Han rejste sig ikke.

Da jeg var 19 år og skulle hjem fra byen i en taxi. Satte mig på passagersædet, og efter lidt snak tog chaufføren mig på låret. Jeg fjernede hans hånd. Han lagde den der igen. Jeg har ikke sat mig forrest i en taxi siden.

Da jeg som 20-årig på vej hjem fra byen to gange måtte afvise chaufføren, der bad om mit telefonnummer. Derefter udfrittede han mig om mit privatliv, kærester, om jeg var gift m.m. Jeg løj, at min kæreste var hjemme. Jeg turde hverken tænde lyset i opgangen eller i min lejlighed, i tilfælde af han holdt øje med netop dette. Han holdt parkeret nede foran min opgang i måske ti minutter, før han kørte.

Dengang jeg var i Tyrkiet og skulle have massage på det hotel, jeg var indlogeret. Mens jeg lå på maven og med håndfladerne opad, lagde massøren sin penis i hånden på mig. Jeg var i tvivl, om det virkelig kunne passe – men da jeg flyttede hånden, var der ingen tvivl. Jeg blev befippet, afsluttede massagen og gik op på mit værelse – hvor han 10 minutter senere bankede på min dør. Jeg sad musestille på min seng, indtil han gik igen.

Og dengang, jeg blev forsøgt voldtaget …

Jeg var på vej hjem fra Diskotek Mainstreet i Farum. Jeg var på cykel. Han var til fods. Han kom ud af ingenting og væltede mig af cyklen. Han sparkede mig, mens jeg lå på jorden. Han gav mig knytnæveslag i ansigtet, da jeg kom op på mine ben.

Han rev mig. Men han opgav sit foretagende.

Jeg var indsmurt i mit eget blod og urin, da han løb væk.

På hospitalet fik jeg blandt andet konstateret maveblødninger. Men jeg var heldig – det var hans næste ofre ikke.

Han fik en behandlingsdom.

Måske burde jeg gå med en sirene. Måske med en ulovlig peberspray. Men måske skal de her typer mænd bare holde deres klamme hænder for sig selv, for kvinder skal altså kunne færdes overalt i sikkerhed!

Og Henrik Busch? Han skal fremover helt sikkert holde sin kæft, hvad angår piger og kvinders værdi.

Tak.

Tilføjelse: Efter opslaget på Facebook har Girl Tak valgt at stoppe samarbejdet med Henrik Busch, så han ikke længere er ambassadør for organisationen.