Min skilsmisse tog lidt tid, som den slags jo sikkert gør og bør, men den dag, jeg mødte en ny mand, som jeg ikke bare rodede rundt med, men kunne se mig selv være 'rigtig' kæreste med, der skulle tingene pludselig tage fart – i hvert fald for alle andre omkring mig.

Skal I flytte sammen?

Hvis jeg havde været 30 år, havde spørgsmålet formentlig været, om vi skulle have børn. Nu, hvor jeg er midt i 40erne, ville alle formentlig vide, om vi skulle flytte sammen – og når jeg forbløffet svarede nej, kneb de øjnene sammen, kiggede på mig med mistro og spurgte:

Hvad gør I egentlig, når han bor i Jylland, og du på Sjælland?

Og til det kan jeg sige, at vi transporterer os tre en halv time hver vej.

Selv med DSBs lunefulde humør og ingen service er sådan en tur slet ikke så slem.

Det er sgu lidt sært, hvordan vi selv i den vestlige verden har så travlt med at fastholde ideen om kernefamilien, en, to og måske endda tre gange. Men jeg har ingen drøm om at bo sammen med andre end mine børn. Jeg har ikke brug for at gentage noget, der har været. Jeg har fået de unger, jeg skal, og har levet familiedrømmen fuldt ud, en gang.

Og det var godt – i mange år faktisk helt og aldeles fantastisk – men det sluttede. Og nu er jeg et andet sted, og jeg kan faktisk rigtig godt lide det sted, jeg er lige nu. Med rum og ro og plads – og alting i mit eget tempo.

Nogle gange kører det vanvittig stærkt, og andre gange låser jeg mig ind i min lille, hyggelige lejlighed i Indre København og sukker åndelig lettelse: »Aaah, alene!!«

Jeg synes, det er et kæmpe privilegium at have sit eget »space«. Jeg ELSKER at kunne planlægge min og mine børns tid ud fra poler som spontanitet, nærvær, lyst og behov. Vi gør, hvad der føles rigtigt – for os.

I denne uge kommer min kæreste, Thomas, til København – og jeg må indrømme, at jeg har talt dage. Lidt ligesom et barn. Jeg har savnet ham ind i knoglerne. Savnet at sove sammen og ligge tæt, glædet mig til at blive holdt i hånden af hans kæmpe store hænder og blive kysset dybt.

Jeg glæder mig til nærhed. Jeg glæder mig til liv og samvær i København, hvor vi tjekker ind og ud og er sammen og hver for sig. Og så tager Thomas hjem til sine børn og sine ting, og så står resten af hverdagene her i hovedstaden på arbejde og middag med eksmand og unger.

Mit hjem er fyldt med vildt køkkengrej, og køleskabet er proppet med urter og sylt efter Thomas. Og næste tur går til Sejs, hvor jeg har mine filt-sutsko, min yndlingshovedpude og en body oil, der dufter af kanel.

Fænomenet har selvfølgelig et navn. Couples Living Apart (COLA). Og udover at klimaet måske ikke trives med livsstilen, så gør mange mennesker. Også selvom den strider imod den konventionelle familieopfattelse, vi åbenbart stadig har så underligt travlt med at fastholde.

Krænket Snehvide

Jeg var ved at tisse i bukserne af grin, da jeg læste om opsætningen af 'Snehvide' i Californien. De kvikkeste og mest »woke« typer har nemlig kastet sig over det faktum, at Snehvide bliver vækket til live af prinsen med et kys – og vel at mærke et kys, Snehvide ikke har bedt om!

Er det krænkende? Er prinsen en overgrebsmand? Lærer vi børn, at de må kysse hinanden uden samtykke? Eller er vi en verden fuld af komplet idioter, der nægter, at både børn og voksne kan skelne mellem tegnefilm, eventyr og virkelighed?

Prøv med samtale! Prøv med opdragelse! Den slags virker!

Sen skilsmisse

Og så skal Bill Gates skilles. Nu skal man jo ikke hylde den slags, men det er da fint ikke at blive sammen, hvis man er ulykkelig – heller ikke selvom man er ældre. Min egen farmors bror blev skilt i en alder af 74.

Hans kone på 70 smuttede til Mexico og bollede en masse unge mænd, og så fandt de i øvrigt sammen igen – og jeg kan se på Twitter, at Bill heller ikke kommer til at føle sig alene.

Det bedste er nu engang, at parret fremover kommer til at samarbejde med deres fonde og projekter – for når man først har skramlet sammen i mere end 30 år, så er der jo nok noget kærligt, som ikke behøver at dø.

Brug byen

Må jeg ikke opfordre alle jer dejlige læsere til at gå ud og bruge byen. Ja ja, med afstand og sprit og pis og visir. Men brug byen – og brug dine penge. Gå ud og spis på din lokale restaurant, se en kunstudstilling, en forestilling og besøg en biograf.

Denne sommer har jeg allokeret 2020s rejsebudget til landets restauranter. Der skal spises god mad og drikkes skønne vine, der skal skåles højt og gives lidt ekstra i drikkepenge.

Det er samfundssind – i fineste forstand. Vi ses derude!