»Der er nogle områder af danmarkshistorien, som din søn ikke har helt fat i endnu,« sagde historielæreren til mig under skole-hjem-samtalen.

»Det er forståeligt nok efter syv år i det svenske skolesystem, men der er jo nogle ting, som er logiske for os andre…«

Jeg hørte ikke mere af, hvad han sagde, for jeg sad og ærgrede mig. Det kan godt være, jeg ikke var den flittigste i historietimerne i sin tid, men jeg mener nu nok, jeg er kommet ret godt efter det. Så hvordan kunne jeg skubbe lidt til min søns vidensbank inden for landets historie?

Jeg elsker faget i dag, og takket være min morfar, der ofte inviterede mig på tur til diverse museer, er både jeg selv og mine børn blevet glade for at besøge de mange spændende steder, der gemmer sig rundtomkring i landet. Det behøver ikke være et museum, man kan såmænd bare tale om, hvordan gaderne har fået deres navne, eller tage på en kirkegård og læse historier ud af de gamle gravsten.

Min egen løsning på sønnikes manglende indsigt blev årets pakkekalender, som nogen nok ville opfatte som en straf, men som vi herhjemme har gjort til en daglig skattejagt. For hver dag hænger der en lille konvolut, som indeholder et spørgsmål, der kan give 50, 100 eller 200 point.

Spørgsmålene er i kategorien 'danmarkshistorie' og handler om alt muligt lige fra vikingetid over Georg Brandes til Jellingestenene til Niels Bohr, og hvem var Svend, Knud og Valdemar?

Mine to drenge får spørgsmålene om morgenen og skal komme med et fyldestgørende svar om aftenen, og der må googles, og man må også spørge sine lærere. Det gør altså snakken ved middagsbordet noget sjovere for alle.

Når pointene lægges sammen til sidst, kan de veksles til kroner. 1.000 til hver, hvis drengene er gode. Jeg er ret godt tilfreds med min egen idé. Sådan en julekalender kan jo handle om alt muligt: Sportsresultater, politik, musik eller andet, der kan gøre børnene en anelse klogere. Man må vel gerne være ambitiøs, så længe man også kan byde ind med noget sjovt eller relevant.

Jeg gentager lige: Man må gerne som forælder være ambitiøs og byde ind med noget sjovt eller relevant!

Jeg siger det med fed streg under, fordi jeg lige i øjeblikket render ind i den ene forælder efter den anden, som helt hovedløst pacificerer sit barn med en telefon eller iPad på restauranter, i busser, i biler, i supermarkedet og andre steder, hvor det kunne tænkes at være kedeligt for barnet at være med.

Det er mærkeligt, for jeg hører kun forældre, der giver udtryk for, at de synes, deres store børn bruger lige lovlig meget tid på telefon eller PlayStation.

Og samtidig ligner det jo, at forældre over en bred kam vænner børnene til – allerede fra de er helt små – at transporttid eller tid i voksnes selskab er noget, der helst skal slås ihjel med en skærm. Som en veninde sagde til mig: 'Det tangerer vanrøgt.'

Jeg kender godt alle argumenterne: Hvis ikke de får en film at se på, så løber børnene omkring eller bliver umulige. Ja, selvfølgelig gør de det! De er jo vænnet til, at livet er underholdning.

Stakkels unger. Tænk på alt det, man kan opleve under en bustur (hvis ikke mor selv sidder med hovedet begravet i sin telefon for at tjekke Facebook). Tænk, hvor hyggeligt det er at følge de voksnes samtale på restauranten, mens man sidder og tegner.

For når man tegner, kan man faktisk godt høre efter, i modsætning til når man følger en parallel virkelighed på en skærm. I bilen kan man kigge ud ad vinduet. Er det kedeligt? Måske, men man må faktisk godt kede sig.

Jeg tør vædde med, at der under en masse juletræer i år ligger både telefoner, PlayStations og iPads. Mine børn har også telefoner, og begge holder af at game, men som forældre må man gerne lave regler for, hvor meget skærmtid der skal være i huset.

Det er faktisk os forældre, der bestemmer. Og det er vores ansvar at opdrage vores børn, så de kan finde ud af at begå sig og klare sig. Også når livet er kedeligt.

Glædelig jul!