Folketinget vedtog for nylig, at Islamisk Stat-krigere, der har dobbelt statsborgerskab, og som har handlet til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser, administrativt kan fratages deres danske statsborgerskab.

At man administrativt kan tage endog meget alvorlige beslutninger, der så kan ankes til en domstol, er der ikke noget usædvanligt i. Børn bliver fjernet fra deres forældre og ejendomme eksproprieret på samme måde. Skønt man ikke kan måle alvor på en helt nøjagtig skala, er der ingen tvivl om, at vi befinder os i den tunge ende.

Men kunne man ikke lige så godt få IS-krigerne til Danmark og indlede en retssag imod dem? Det er et fornuftigt og relevant spørgsmål. Ingen tvivl om det.

En nylig sag i Sverige viser imidlertid, hvad der er på spil. Sverige er vores naboland og ligner Danmark tilstrækkeligt til, at det giver mening at sammenligne.



I foråret 2019 slog svensk politi til imod seks imamer. Den svenske sikkerhedstjeneste fandt, at de udgjorde en klar og veldokumenteret sikkerhedsrisiko. Derfor blev de anholdt og taget i forvaring.

Efter at have vurderet sagen, nåede de svenske myndigheder frem til, at de seks imamer burde udvises. Imidlertid blev der klaget over afgørelsen. Den blev derfor sendt forbi den svenske regering, som fandt, at den var enig i den oprindelige afgørelse: Imamerne var farlige og skulle udvises.

Problemet er bare, at det kan ikke lade sig gøre i praksis. Imamernes forsvarere argumenterer med, at de vil være i fare i deres hjemlande. Den svenske stat kan ikke løfte bevisbyrden og fastslå, at det er 100 procent ufarligt. Og sidste nyt i sagen er, at alle seks vil ende på fri fod, eftersom det heller ikke i Sverige er en egentlig forbrydelse at være på tålt ophold.

Bortset fra, at IS-krigerne først skulle have været fløjet fra Mellemøsten til Danmark, er sagerne næsten ens: Vi har at gøre med radikaliserede jihadister, der af kompetente myndigheder vurderes til at være særdeles farlige for det land, de opholder sig i.

Der er truffet en afgørelse om, at de pågældende skal udvises (eller der er for IS-krigernes vedkommende 99 procents sandsynlighed for, at den vil blive truffet). Alligevel ender sagen, efter alle klagemuligheder har været bragt i anvendelse, med, at disse ekstremt farlige mennesker i praksis er på fri fod.

Og her er det, vi får den vanskelige diskussion.

For på den ene side kan man sige: Det er godt, at vi har et system, som sikrer, at selv de værste og mest farlige forbrydere kan forblive på fri fod, hvis myndighederne ikke kan løfte blot det sidste gram af en bevisbyrde på 100 kilo.

Det er isoleret set også fantastisk. Det er jeg helt og aldeles enig i. Men er det samlet set acceptabelt, at svenske borgere skal udsættes for den forhøjede risiko for deres liv og lemmer, som opstår, når seks ekstremt farlige jihadister er på fri fod?

I teorien skal mændene melde sig hos myndighederne med jævne mellemrum. Men i praksis kan det blive 'komplekst'. Det siger sikkerhedsforskeren Magnus Ranstorp til Expressen:

»De her radikale miljøer kommer for det første til at modsætte sig beslutningen, og for det andet kommer de sandsynligvis tilbage som helte og kan fortsætte med deres virksomhed, eftersom de ikke har noget at miste.«

I princippet skal man aldrig tage ekstremt risikable beslutninger. Ligesom man i princippet altid skal følge vores ekstremt høje, retslige standarder til sidste komma.

Spørgsmålet er, hvilket princip der skal vige, når de to kommer på kollisionskurs.