Du skal snart i stemmeboksen, og måske er dit kryds afhængigt af, hvad valget betyder for din privatøkonomi?

Men betyder dit kryds overhovedet noget for din pengepung – det bliver du klogere på her.

I 2011 blev daværende cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian uforvarende centrum i en større politisk polemik, da han i en analyse til bankens udenlandske kunder var kommet til at skrive, at udfaldet af det kommende folketingsvalg stort set ingen betydning ville få for den danske renteudvikling.

Det faldt dele af den borgerlige fløj – især de daværende regeringspartier – for brystet, at cheføkonomen i landets største bank på den måde leverede indirekte støtte til den daværende venstreorienterede opposition under ledelse af Socialdemokratiets daværende leder, Helle Thorning-Schmidt.

Således havde De Konservative blandt været ude og true med, at det ville skræmme finansmarkederne og sende renterne i vejret og dermed ramme de danske boligejere, hvis Socialdemokratiet kom til magten. Bocians analyse kom derfor meget ubelejligt.

Bocian havde dog ret. Socialdemokratiet vandt valget, og renterne steg ikke. Tværtimod har renterne stort set siden da været faldende – under skiftende regeringer.

Årsagen, til at Bocian fik ret, var, at han netop ikke var spindoktor for den borgerlige fløj, der havde til opgave at lave et politisk regnestykke, men derimod skulle informere Danske Banks internationale og professionelle kunder om, hvilke konsekvenser det mest sandsynlige udfald af valget ville have for det danske obligationsmarked. Bocian blev betalt for at få ret – ikke for at flytte stemmer.

Bocians analyse byggede på det meget simple faktum, at ingen valg siden begyndelsen af 1980'erne har haft nogen som helst synlige direkte konsekvenser for udviklingen på de danske, finansielle markeder.

Det skyldes ikke, at den økonomisk politik ikke er vigtig – det er den. Men der er i Danmark en udbredt politisk konsensus om den overordnede økonomiske politik.

Således har skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980'erne forsøgt at nedbringe den offentlige gæld og reformere social- og arbejdsmarkedssystemet og generelt holde de offentlige udgifter som andel af BNP nogenlunde i ro. Det er meget vanskeligt at forestille sig en regeringskonstellation, der vil ændre på dette, ved det forestående folketingsvalg.

Heldigvis holder politikerne ikke altid, hvad de lover. Det ved enhver, der stemte på Socialdemokraterne i 2011 på grund af et af partiets utallige løfter om at bruge flere penge på alt muligt. Margrethe Vestager og De Radikale fik som bekendt hurtigt banket socialdemokraterne på plads, og snart var alle løfterne glemt.

De økonomiske reformer fortsatte, Dong blev solgt, og den socialdemokratiske finansminister fik hurtigt øgenavnet Blå Bjarne.

I dag sidder de borgerlige kernevælgere og tænker længselsfuldt tilbage på Blå Bjarne og funderer over, hvad der dog blev af økonomiske reformer og skattelettelser, da de borgerlige partier igen overtog regeringsmagten.

Selvom man som ideologisk vælger på enten højre- eller venstrefløjen kan være skuffet, må man bare konstatere, at vi i Danmark har et politisk system, der i hvert fald siden begyndelsen af 1980'erne har skabt en konsensus om en overordnet set fornuftig økonomisk politik, der har gavnet landets økonomi.

Og selvom jeg personligt begræder, at det ikke er gået stærkere med de økonomiske reformer og gerne havde set markant større skattelettelser, så kunne være gået meget værre. Tænk blot, hvis Thorning havde gennemført, hvad hun lovede vælgerne i 2011.

Men hvad så nu? Nu står vi over for endnu et folketingsvalg. Og igen har især Socialdemokratiet travlt med at dele skatteborgernes penge ud. Denne gang til en de facto ufinansieret nedsættelse af pensionsalderen.

Sandheden er snarere, at hvis der virkelig var udsigt til en markant ændring af den økonomiske politik efter valget, så ville vi allerede nu kunne se det netop i obligationsrenterne. Hvis Mette Frederiksen seriøst mente, at hun ligner Anker Jørgensen mere end Poul Nyrup Rasmussen, så ville de internationale investorer nemlig for længst have solgt ud af danske statsobligationer, og renterne ville være steget markant.

Men det er ikke sket. Nok præcis, fordi den næste socialdemokratiske finansminister vil være præcis lige så 'blå' og fornuftig, som Blå Bjarne var.

Så derfor, kære vælger, hvis du har overvejelser om, hvad din stemme kommer til at betyde for din pengepung, så er det bedste bud, at valget INTET kommer til at betyde, og det er nok meget godt – både for landets økonomi og for din privatøkonomi.