Hvem fanden gider være jordemoder ...?

Man skal efterhånden være noget af en idealist for at vælge jordemodervejen. Det vidste jeg, da jeg sprang fra for godt syv år siden, men alligevel startede jeg igen på jordemoderstudiet i efteråret.

'Hvorfor i himlens navn vil du være jordemoder? Jeg fraråder alle at blive jordemoder i dag. Det er det ikke værd, og der er så meget andet, man kan lave…'

Jeg husker tydeligt ordene fra en jordemoder, jeg var på vagt med, sidst jeg læste på studiet. Hun havde været jordemoder omkring 30 år og så det kun gå én vej med arbejdsbetingelserne – og det var ikke opad.

Jeg svarede ikke rigtig, blev nok lidt paf, men et års tid efter tog jeg konsekvensen, meldte mig ud af studiet og søgte tilbage til mit gamle fag som journalist.

Vel vidende, at intet var blevet bedre i mellemtiden, valgte jeg alligevel at starte jordemoderstudiet op igen i efteråret. Hvorvidt det var en fejl, er stadig ikke afgjort – juryen er stadig ude, som man siger.

Flere har ellers allerede efter mindre end et halvt år sagt farvel…

På bare første semester er cirka 10 procent sprunget fra. 10 procent (!) på et studium, der er kendt som et af de sværeste at komme ind på – og vi har stadig tre år igen...? Det er temmelig tankevækkende. For de studieansvarlige, men i den grad også for de politikere, der lover os flere jordemødre og bedre betingelser for de fødende. For der skal i den grad ske noget, hvis det skal komme til at ske.

Det eneste positive, der lige p.t. kan siges om vores 'arbejdsbetingelser', er, at der er så stor mangel på jordemødre, at der nærmest er jobgaranti. Og så slutter den faktisk der.

Og som studerende kastes vi ud i det her forhold, nærmest inden vi er begyndt. Det var der ikke mange af os, der havde regnet med. Flere af os (enlige) mødre tænkte, at det nok skulle gå, fordi der trods alt gik tre et halvt år, inden vi var 'derude'.

I mellemtiden blev børnene større, og det hele ville være lidt nemmere at få til at gå op. Men at få disse betingelser med skiftende vagter og vagtplaner kun få uger frem i tiden, hvilket umuliggør planlægning i en familie, havde vi ikke lige set komme – nu.

'Så vil de jo nok sige, at det burde vi have vidst, da vi startede, men jeg troede ikke, det ville starte allerede nu – jeg er jo på SU?!', som en af mine medstuderende sagde. Og det er ikke rimeligt.

Ligesom det heller ikke er rimeligt, at jeg hverken kan have efterårs- eller vinterferie sammen med mine børn – for slet ikke at tale om sommerferie, som hverken jordemødre eller studerende kan få, uanset at det står i både lovgivningen og den særlige ferieaftale, der giver ret til hovedferie på mindst tre uger inden for ferieperioden, aldrig mindre end to ugers samlet ferie, og at der skal tages hensyn til ønsket om at holde hovedferie i børns skolesommerferie.

Alligevel er det helt normalt, at jordemødre ikke kan få mere end 14 dage i skoleferien, nogle steder kun en enkelt uge – hvornår er der nogen, der råber op?

Men det stopper slet ikke her. Som gravid (uanset job) har man pga. diverse risici ret til at blive fritaget for nattevagter. Det har vi som jordemødre og -studerende pligt til at fortælle kvinderne, så det gør vi selvfølgelig.

Men pga. arbejdspresset gælder denne ret ikke os selv – hverken som uddannede eller studerende.

En af mine gravide medstuderende (dem er der en del af på dette studium) havde gjort sit praktiksted opmærksom på sin graviditet og 'problemet' ift. nattevagter og fik beskeden: 'Nå ja, det må vi se på, så du ikke får så mange så.'

'Men jeg skal jo slet ikke have nogen?!' siger hun chokeret og fortsætter:

'Hvordan kan det være, at det, vi skal fortælle de gravide, ikke gælder for os selv? At det, vi bliver uddannet til, at passe på de gravide, ikke gælder for os? Det giver da ikke mening?!

Nej, det gør det ikke. Og jeg er bange for, at der er lang vej, før vi igen ser nok jordemødre på fødegangene til, at vi kan få ordentlige arbejdsforhold, for man skal dæleme være lidt af en idealist for at gide det her…