Sigrid Friis Proschowsky slog tre billeder af hende selv op på Facebook med tre forskellige overdele på kroppen.

På det sidste har hun kavalergang. 'Ikke samtykke,' 'heller ikke samtykke' og stadig 'ikke samtykke' står der under de tre fotos.

»Der var heldigvis ingen af mine egne Facebook-venner, der var i tvivl, da jeg postede opslaget. Offentligt fik jeg rigtig god respons, og det var jeg glad for. Men i min private indbakke fik jeg dick pix fra anonyme mænd.«

Sigrid Friis Proschowsky, der er landsformand for Radikal Ungdom, var gæst i B.T.’s livesending på Facebook for at svare på seerspørgsmål. For at debattere, om et seksuelt overgreb må undskyldes med kvindens måske udfordrende påklædning.

»Vi skal holde op med at placere ansvar for ubehagelige hændelser på dem, det går ud over, og i stedet forlange og forvente af hinanden, at vi opfører os ordentligt, uanset om du har en gul eller grøn trøje på eller har rullekrave,« sagde hun med henvisning til en aktuel undersøgelse foretaget for ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).

Her svarer 17 procent af de adspurgte mandlige indvandrere eller efterkommere i Danmark, at kvinder, der går udfordrende klædt, selv er skyld i, hvis de udsættes for seksuelle overgreb.

»Jeg blev ret provokeret over at høre, at der stadig her i landet er nogen, der mener, at det er kvinders egen skyld, hvis de bliver udsat for voldtægt eller seksuelle overgreb, fordi de går udfordrende klædt,« sagde Sigrid Friis Proschowsky og tilføjede:

»Det siger, at der er behov for intensiv seksualundervisning i skolen både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.«

Hvad med et asylstop? spurgte debatredaktør Sanne Fahnøe.

»Jeg tror på, at alle kan overbevises af de bedste argumenter. Og jeg tror ikke på, at nogen er dårligere mennesker, fordi de er født i et andet land,« svarede Sigrid Friis Proschowsky.

Hovedparten af B.T.-læserne, der blandede sig i debatten, var enige med hende et langt stykke hen ad vejen.

»Vi stikker jo heller ikke en kniv i folk, bare fordi de er grimme,« skrev Soffi Line Simone.

Og selve emnet faldt Susanne Andersen for brystet:

»Helt ærligt, B.T., hvordan kan I overhovedet overveje at stille det spørgsmål?«

Sigrid Friis Proschowsky var også provokeret, medgav hun.

»Men der er behov for, vi har den her samtale. Også selvom den virker totalt overflødig for nogen. For så længe der findes mænd og kvinder, der har den holdning, er det et signal om, at vi skal tale om det,« svarede hun.

Og et par brugere argumenterede også for, at kvinder kan være nødt til at tænke sig om en ekstra gang over deres påklædning.

»Voldtægt er aldrig i orden. Dog, da der er mange kryb derude, er det gavnligt at tage forholdsregler, om så det er trist. Ligesom man heller ikke må røve folk, men hvis jeg vifter med penge på gaden, vil sandsynligheden for røveri stige,« skrev Youcef Lundquist.