Så blev de reddet, fodbolddrengene i grotten i Thailand, og en hel verden jubler. Jeg er også glad, det er da svært at være andet.

Så lang tid, så svære forhold  at overleve under og så er det drenge, der oveni købet spiller fodbold. Og ikke mindst: Vi kunne se billeder af dem. De skrev små breve til deres forældre, som vi også fik del i.

Medierne må glæde sig allermest. Tænk, at de fik denne historie på alles læber her i sommertiden. Selv lille Danmark havde flere reportere på stedet, sågar udenrigsreportere af de fine. Dem, der normalt dækker de store politiske begivenheder, der kan ændre livet for millioner af mennesker.

Tv-stationerne : »Vi følger naturligvis udviklingen dagen igennem…«

Og det blev til dagene igennem. En ren mediefest. Eksperter kommenterer løbende om dykning, grotter og alt mellem himmel og jord.

Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk

Skaberen af den fede el bil Tesla giver tilsagn om en ubåd. 90 dykkere er involveret. Oven i købet er der to danske dykkere med. Eksperter, læger og andet personale fra hele verden deltager.

Jo, sikke en sommer.

Hvorfor er det så, at jeg kommer til at tænke tilbage på sommeren 2011, præcis i disse dage i juli, hvor alarmklokkerne for alvor begyndte at lyde om en hungersnød på Afrikas Horn, der truede 11 millioner mennesker, de fleste børn, med sultedød. Den alvorligste i 60 år, sagde FN, der netop brugte betegnelsen 'hungersnød', hvilket næsten aldrig sker. Inden FN  kom med sin erklæring, regnede man med, at titusinder var døde af sult i Somalia. Katastrofen havde naturligvis været måneder undervejs, men det var der ingen, der lagde mærke til.

En dreng fra Somalia er flygtet fra tørken i 2011 til Kenya. Da hungersnøden var på sit højeste, modtog flygtningelejren Dadaab 1.500 flygtninge om dagen, og den blev verdens største flygtningelejr med op mod en halv million flygtninge. Vis mere

Etiopien, Somalia, Djibouti, Sudan, Uganda og Kenya var berørt. Men der tager vi jo ikke så tit hen på ferie, så det gav ingen opmærksomhed. Vi prøvede den sommer at kime medierne ned, for at få dem til at interessere sig for den uhyrlige situation, men overalt var svaret: »Mimi, DET er der sgu ingen, der gider høre om her i sommerferien.«

Og dagene gik, og ugerne gik, og tusindvis af børn døde. Vi så ikke billeder af dem, og de skrev ikke breve til deres forældre, for det havde de ikke kræfter til. Hang på mors arm, lå rundt omkring og bare døde lige så stille, for sådan nogle børn græder ikke. Det har de nemlig heller ikke kræfter til.

Nogle enkelte råbte op ude i den store verden. Den franske landbrugsminister råbte vagt i gevær 'for at undgå århundredets største skam', men hvem fanden gider høre på en fransk landbrugsminister her i sommerferien?

Så der skete intet, før vi langsomt vendte tilbage til virkeligheden efter skoleferien. Hen i september, hvor tusinder af flere børn var døde, begyndte det at dæmre.

Og så skal det siges, at der blev samlet ind, og at vi danskere var lige så offervillige som altid, og at medierne hjalp afgørende til.

Men det tog tusinder og tusinder af børneliv, før det lykkedes.

For der er forskel på folk, og der er forskel på en god historie og en mindre god historie. Afrika og sult? Tjah, sådan er det jo. 12 fodbolddrenge i en oversvømmet grotte? DEN er ny, så den tager vi.

Nu lyder jeg sikkert som en sur agurk, der ikke er syltet i Lagermanns Eddike. En sur agurk, som blev syltet i det gamle Berlin, hvor man ikke kunne få solgt agurkerne fra landet i sommertiden, hvor handlen var meget beskeden. Så fandt man på at sylte agurkerne, og derfor hedder sommeren 'agurketid', og det er ganske vist.