Jeg ser mig rundt i slummen. Det er 40 grader varmt. Larmen er kolossal. Lugten af alt for mange mennesker og dårlige sanitære forhold slår mig ramt i næsen.

Jeg befinder mig langt væk hjemmefra i Sierra Leone i Vestafrika. Det første, der slår mig, er: Alle smiler og hilser imødekommende på de fire fremmede, hvide fugle, der er landet her midt i deres slum.

Små drenge og piger løber os i møde, mens de med store smil råber: »Hello madam, hello mister how are you ! You look fantastic.«

Foto: Emil Baun Bartram Vis mere

Andre kommer og stikker en hånd i min og vil vise vej. Ikke til et sted vi kan blive rullet og frarøvet vores penge, men blot for at vise os rundt.

»You are my mom now,« siger den 13-årig pige, Mabinty, som jeg kommer til at lære at kende de næste par dage.

Jeg er i Kroobay i hovedstaden Freetown, sammen med min ældste søn, en anden journalist og to fra det danske projekt Brighter Horizons. På en kort visit i et af verdens fattigste lande for at lave en workshop for unge prostituerede kvinder og piger helt ned til 13-årsalderen. De er tvunget ud i prostitution, enten fordi deres familier er fattige, eller fordi de er flygtet fra sexuelt misbrug af en far eller en onkel. Fra omskæring eller blot tæsk. Nu er de så prostituerede og oplever den værste fornedrelse. Kvinder regnes ikke for ret meget her. Og prostituerede slet ingenting.

Line Baun Danielsen og 13-årige Mabinty. Foto: Emil Baun Bartram Vis mere

80 procent af befolkningen i landet er arbejdsløse. Der er ikke skyggen af en McDonald's, en Burger King, H&M eller Ikea. Her er så fattigt, at de eneste vesterlændinge, der kommer, er dem, der kommer for at hjælpe eller udnytte nogle af de naturressourcer, landet byder på. Eller som hollænderen, vi mødte på vej fra lufthavnen, der producerer bæredygtig palmeolie og lærer lokalbefolkningen om det.

Jeg har oplevet fattigdom og forarmelse mange gange før. Men denne gang er anderledes. Anderledes, fordi alle smiler og er venlige. Ingen tigger eller truer. De kigger bare med forståelig nysgerrighed på os. Selv de kvinder, som jeg underviser, der har oplevet voldtægt, bank, tyveri og verbale overgreb fra deres mandlige kunder og sågar politiet. Og de handicappede, som vi besøger på byens eneste og frygtelige handicaphus, hvor alt for mange mennesker er stuvet sammen og ligger på tynde måtter på gulvene, mens rotterne pisker rundt lige udenfor. Alle smiler. De klager ikke. Selvom de har et – ja, lad mig bare sige det, som det er: Et lorteliv.

Foto: Emil Baun Bartram Vis mere

Livet bliver i den grad sat i perspektiv, når man rejser steder hen som her. Vi har alt i vores del af verden: Penge, mad, tag over hovedet, fri uddannelse, gratis sygehusvæsen (selvom det indrømmet halter), veludrustede skoler og sportsbaner. Infrastuktur. Alt.

De har næsten intet. Men de brokker sig ikke. Det gør vi til gengæld. Over alt fra aflyste S-tog og ledningsarbejder på Kystbanen. Til køer på vejene, dårlig ældrepleje og ventetider på 1813. Og ja, jeg brokker mig også og har gjort det her i min søndagsklumme.

Men hvis nogle af verdens fattigste kan finde smilet frem trods livets barske realiteter, så kan vi også. For som min veninde skrev i en sms, der lige tikkede ind på min mobil her til morgen:

»Sikke et godt liv vi har her.«