Det skulle have været en af de der perfekte morgener.

Jeg stod op kl. 05.30, så det praktiske arbejde kunne være overstået, inden jeg gik i gang med en lækker morgenmad.

Det skulle have været den morgenstund, hvor vi sad sammen ved bordet og snakkede og spiste langsomt. Denne morgen, hvor jeg kunne sole mig i mine børns glade og taknemmelige ansigter. Men ak! Min yngste på 10 viste sig at være i dårligt humør.

Ked af det, fordi jeg den seneste uge har været overstresset og har halset rundt, hængende i en klokkestreng. Og min store dreng har sovet over sig, selv om jeg har vækket ham tre gange.

I stedet er min perfekte morgen endt i en blanding af trøstende ord, småløb og råb a la 'skynd dig nu.' Klokken kvart i otte kom min store søn og sagde, at nu havde han også misset bussen, så… kunne jeg mon køre ham i skole?

Jeg selv havde ikke nået at få morgenmad, men jeg skyndte mig at hive overtøjet på, hvorpå min yngste søn sagde: Mor, jeg vil med dig på arbejde … jeg savner dig!

Der skulle jeg så pludselig nå omkring den ene søns skole, og den anden søns lærere skulle have besked om, at han ikke kom (fordi min dårlige samvittighed omme i rygsækken ikke kunne tåle at blive tungere), og jeg havde hverken fået børstet tænder eller lagt makeup.

Så med lodret hår og stressfaktor 98 drønede jeg af sted spekulerende på, om jeg faldt om af hjertestop, eller om mit hoved måske bare stille og roligt ville eksplodere.

Det er en sådan morgen, man tænker: Jeg må sadle om … det her holder ikke.

Og det gør jeg så. Eller prøver – lægger planer for 2020. Som de fleste andre.

Nogle har besluttet at holde op med at ryge, selv om en god ven engang sagde til mig: 'Der kommer ikke nogen mere oplagt dag end i dag til at slutte. Er jeg ikke motiveret til at stoppe nu, så bliver jeg det heller ikke i morgen.'

Det skal jeg så ikke kloge mig på, idet jeg aldrig selv har røget, men den der deadline er velkendt: Den 1. juni skal jeg være i topform til stranden. Den 27. december er det SLUT med at spise. Til påske skal jeg havde sparet sammen til nye sommersko, og det skal ske ved at stoppe alt køb af cafelatter. Ja, du kan selv føje dine egne deadlines til.

De fleste af os gør os nogle tanker om, hvad det nye år skal bringe … eller hvad vi håber på. Og jeg tror på, at hvis man sætter sig nogle mål og er standhaftig, så skal det nok flytte noget.

Og så er der dem, der går ind i det nye år med en ny familie. Vi bevæger os lige nu i den tid på året, hvor skilsmisserne flyver om ørerne på os. Det, der skulle have været hyggelig jul, mindede os måske om, at det hele var en lille smule ad hæwlede til og bum! så røg proppen af flasken. Bare spørg parterapeuterne. De har travlt i den kommende tid.

Nogle par har endda tyvstartet. Jeg skal da love for, at den seneste tids ugeblade har budt på uventede historier i den kategori – altså ud over de planlagte kavalkader af 'årets skilsmisser'. Paul Simon skrev hittet '50 Ways to Leave Your Lover'.

Og det er der ved Gud noget om. Helt personligt mener jeg, at en af de mest ucharmerende måder, man forlader sine elskede på, er, når man hopper direkte over i armene på en anden. Når man forveksler en forelskelse med sandhed, og når man mener, at ny kærlighed er et tungtvejende argument for at smide sin familie under bussen.

Naturligvis kan et ægteskab blive røvsygt. Det er der to, der har ansvaret for. Og selvfølgelig kan en tredje part godt vise sig at være den rigtige at tilbringe fremtiden med. Men inden man udbasunerer sin fascination af disse udenomsfristelser, så kunne det være klædeligt, at man rent faktisk også tog ansvar for at pakke sine kære pænt sammen og lige sugede luft ind.

Men okay … på denne morgen, hvor jeg føler mig som en lortemor, er jeg måske ikke den rette til at prædike moral. Heldigvis er det snart den 1. januar. Så bliver alt helt anderledes. Det har jeg jo planlagt. Godt nytår.