De bliver ofte skældt ud for at være nogle brokkerøve, de gravide anno 2019.

Ofte endda af kvinder, som selv har børn og som man skulle tro, vidste hvordan det føles at være gravid. (Jeg kan her afsløre for de u-indviede, at det ikke altid er en fest at være gravid. Langt fra).

Men så var det, at jeg kom i tanker om, at det rent faktisk ikke helt er det samme at være gravid i dag, som det var engang.

Selvom biologien, processen og graviditetens naturgivne forløb er det samme, så er der altså særligt én forskel, som jeg synes er ret væsentlig at fremhæve, når nogen – særligt fra den ældre generation – beder de gravide om at klappe kaje, bide tænderne sammen og ikke brokke sig over at være gravide.

Bevares, jeg kan også selv nogle gange tænke, at nogle gravide måske har hovedet lidt vel rigeligt langt oppe i egen forkælede bagdel, men sådan tænker jeg altså også om ikke-gravide af og til.

Dét taget ud af ligningen, så mener jeg det altså, når jeg siger, at det ikke er det samme at være gravid i dag, som det var for 40 år siden.

Det er min klare opfattelse, at det i langt højere grad er blevet et samfundsanliggende, når en kvinde er gravid. Det er noget, vi tillader os at have en holdning til på en helt anden måde, end det var tilfældet tidligere. Ja, det mener jeg faktisk, og nu skal jeg nok fortælle dig hvorfor.

Helt overordnet set har vores syn på gravide ændret sig i takt med, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide er blevet stadig strammere.

Samtidigt er anbefalingerne efterhånden blevet så solidt implementerede i vores kulturelle bevidsthed, at vi ikke længere betragter dem som anbefalinger, men faktiske befalinger. I særdeleshed os, som ikke behøver at efterleve dem, forstås.

Det er, som om det er blevet et fælles anliggende at vurdere og bedømme, hvorvidt gravide nu også lever sådan, som de bør.

Og selvom det, set ud fra et sundhedsfagligt synspunkt alene, kan have nogle åbenlyse fordele, så er det altså et skråplan. Et alvorligt ét, som breder sig langt ud over gravide og deres livsstil, men nu er det engang dem, jeg har valgt at koncentrere mig om i dag, så bær over med mig for ikke at skabe et bredere perspektiv.

Alle, der har et hjerte, som ikke er gjort af sten, kan sætte sig ind i, at enhver gravid nærer ønske om at blive en god mor for sit barn.

Derfor har hun selvfølgelig også lutter gode intentioner om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide. For at være en dygtig gravid og en god, kommende mor. Og så også for ikke at blive stillet til offentlig udskamning af folkedomstolen, som nok skal gøre hende opmærksom på det, hvis hun træder ved siden af.

Fuldstændigt uagtet hvordan hun plejede at leve, forventer vi, at hun nu lever efter de anbefalinger, der hedder nul cigaretter, nul alkohol, nul hårfarve, nul neglelak og nul parfume, men til gengæld fisk (som selvfølgelig ikke må være tun eller østersølaks) to gange om ugen, 5-600 gram frugt og grønt hver dag, tilskud af vitaminer og jernpiller der giver hård mave og forbistrede hæmorider til følge.

For bare at nævne nogle få.

Og gys, tænk hvis hun engang var ryger! Så skal hun selvfølgelig også stoppe med at være dét, samtidig med at hun altså skal leve ligeså sundt som en triatlet under optræning. Selvfølgelig skal hun dét, for hun er jo gravid.

Vi glemmer måske nogle gange bare at tænke på, at den stakkels gravide måske har hel-døgnskvalme i månedsvis, alt imens hun er så træt, at selv et underbemandet alderdomshjem ville virke, som om det var på speed i sammenligning med hende.

Og det eneste, hun sådan set kan tænke på, er hvidt brød med tandsmør, en blød sofa at ligge i, og hvor dejligt det ville være, hvis andre mennesker ville lade være med at dømme hende, hvis hun lagde neglelak imens, fordi det betyder noget for hende.

Nej, graviditet er ikke en sygdom og ja, nogle gravide skal måske stoppe med at brokke sig, men helt ærligt, så synes jeg altså allermest, at vi skal tage at bakke dem op og fortælle dem, at de er skide seje, og at alt nok skal gå.

Også selvom de af og til lægger neglelak, tømmer en kattebakke eller bruger creme med parfume.