»Vi står sammen i kampen mod corona«
Budskabet fra statsminister Mette Frederiksen var ikke til at tage fejl af. Restriktionerne forlænges yderligere tre uger, men for at få den noget bitre pille skyllet ned, var der et svagt løfte om, at de helt små skolebørn kan begynde i skole efter vinterferien.
Mette Frederiksens ønske, om at se landet som samlet i en fælles kamp mod pandemien, er naturlig, for hele hendes politiske kapital er smidt ind i at være den store hærfører.
Der er ingen tvivl om, at de fleste danskere er med statsministeren, når hun retorisk beskriver situationen som de 'barske realiteter'. Vi er i en alvorlig situation, men bare rolig, vi har det under kontrol, lyder budskabet.
Men bag formuleringerne om, at vi står sammen og vi kæmper sammen, er der en anden 'barsk realitet'. Stadig flere danskere ser ikke det samme som statsministeren. De ser ikke et land, der er hærget af en dræbersygdom, der berettiger til, at hele landet er lukket så voldsomt ned. De ser til gengæld et land, hvor de sociale og økonomiske omkostninger er eksploderet. De ser et samfund, der lukker sine borgere inde med store psykiske problemer til følge. De ser en økonomisk katastrofe udfolde sig i deres virksomhed eller på deres arbejdsplads. De oplever ikke det brede sikkerhedsnet, som statsministeren beskriver.
Mette Frederiksen ser ikke det, som stadig flere og flere danskere oplever. Står omkostningerne mål med resultatet? Eller rettere: er kuren værre end sygdommen? Problemet for statsministeren og sådan set også sundhedsministeren er, at de har råbt ulven kommer for mange gange.
Minkene skulle slås ihjel, fordi de kunne mutere og skabe en helt ny og endnu værre epidemi. Det skete ikke. Den nye trussel er den britiske mutation, B117, der blev præsenteret som værende mere farlig og mere dødelig, end den vi kender. Fra begyndelsen var meldingen, at B117 ikke kunne rammes med vaccinen, men det har heller ikke vist sig at holde stik.
Statsministerens retorik og synsvinkel er på vej til at skabe to livsopfattelser herhjemme. De, der følger hende i tykt og tyndt – det er flertallet. Og de, der mener, at restriktionerne går for vidt med for mange omkostninger til følge.
Det er klart, at Mette Frederiksen vælger at lukke øjnene for denne polarisering, men den er der, og skellet vil kun vokse, så længe hun har gjort det til sin personlige kamp mod sygdommen. Alt er retfærdiggjort i kampen for, at 'ethvert dødsfald er et for meget'. Det ved den skeptiske gruppe godt er forkert.
Statsministeren har investeret hele sin statsministerielle tyngde og sin popularitet i denne ene sag. Hun gør sig selv til landets moder. Derfor har hun også givet sig selv lov til at kritisere og rose særligt udvalgte befolkningsgrupper. At give et moderligt klap på skulderen eller et rap over nallerne.
På torsdagens pressemøde var der ros til de unge – teenagerne. 'De har bestået, endda for længe siden', meldte hun. Men statsministeren har tidligere har fundet tid til at udskamme både de unge fra jetsettet, der er taget til Dubai og de få unge, der er taget til St. Anton i Østrig. Det er ikke klædeligt, at en statsminister udpeger så konkrete syndebukke.
Statsministeren bør tværtimod sikre, at alle i befolkningen kan se fornuften i de voldsomme tiltag, vi er underlagt.
