Det er på tide, at Mark Zuckerberg, ejer af Facebook og Instagram, tager ansvar.

Zuckerbergs Instagram udstiller lige nu unge mennesker, der først bliver truet til at ydmyge sig selv, dernæst får slag og spark for til sidst at blive filmet og delt på det sociale medie.

Det er vanvittige videoer med skræmte unge mennesker, der trodser enhver beskrivelse. Der ligger en ondskab bag, som de færreste kan forstå. De unge mennesker er tilfældige brikker, der bruges af kyniske idioter, der får et kick af at overfalde andre.

De er feje uslinge, der naturligvis altid kommer i flok og finder et offer, der er alene, og som de nemt kan tyrannisere.

Du kan ikke se de pågældende videoer, for de blev endelig lukket ned, da B.T. begyndte at researche i sagen. Men siden februar har der på Instagram floreret videoer med de meget ubehagelige scener. Vi har valgt at bringe lydsiden fra flere videoer med et sløret stillbillede for ikke at udlevere ofrene. Det er ubehageligt at overvære, men det er nødvendigt, at vi alle forholder os til den forråelse, som optagelserne er udtryk for.

De virkelig skyldige er naturligvis de drenge og piger, der begår overgrebene. Men de bliver sjældent fundet, for ofrene melder næsten aldrig overfaldet til politiet. De ved godt, at politiet formentlig ikke kan hjælpe dem. De er alene, og her er det bedre at holde lav profil. Forældrene kunne spille en rolle. Men uden at kende gerningsgmændene er det tvivlsomt, om deres forældre overhovedet er klar over, hvad deres sønner laver.

Overfaldene er en del af et fænomen, der dukker op igen og igen. Det bliver misvisende kaldt for 'happy slapping', og formålet er udelukkende at skabe noget unikt indhold, der kan give opmærksomhed på de sociale medier.

Det er her, Mark Zuckerberg kommer ind i billedet. Foruden Facebook ejer han Instagram, der villigt stiller deres platform til rådighed for vold og overfald på unge mennesker.

Det er en skændsel og en skandale, at det verdensomspændende firma ikke gør mere for at hjælpe de stakkels unge mennesker, der må leve med en frygt i hverdagen.

Instagram og Facebook er nogle af de rigeste firmaer i verden, og de gør absolut ingenting i denne sag, medmindre de bliver presset til det.

Deres svar er lige så arrogant, som det er latterligt, da B.T. henvendte sig til den danske del af firmaet.

'Sociale medier har en vigtig berettigelse, når det kommer til at give folk en stemme,' indleder den anonyme svarer på den mail, Facebook sendte os. Sagen er ganske enkelt ikke alvorlig nok til, at en navngiven person eller direktør fra Facebook gider svare de unge mennesker.

Svaret slutter: 'Vi fjerner den form for indhold, så snart vi bliver opmærksomme på det, og opfordrer også folk til at anmelde indhold, der strider imod vores retningslinjer.'

Det er komplet uden ansvar og moral, at Facebook ikke tager det mere alvorligt. De lader det være op til andre at sørge for, at de ulovlige videoer bliver fjernet fra deres medieplatform.

Mark Zuckerberg er verdens syvenderigeste mand og god for omkring 400 milliarder kroner. Ingen andre medier i verden og slet ikke i Danmark kunne slippe af sted med at fraskrive sig ansvaret for indholdet, man udgiver. Men en af verdens rigeste mænd er helt kold og nøjes med at tælle de mange penge, han tjener på danske unge.

Det er på tide at sige stop.

Mark Zuckerberg og resten af direktørerne i den danske afdeling: I er medskyldige i, at unge mennesker bliver tævet, filmet og udstillet. Det er jeres forbandede ansvar at tage det alvorligt og stoppe det på jeres medie: Instagram.

Det er illusorisk at tro, at der sker noget. Denne sag er ikke ny. Hver gang har ejeren blot ignoreret sit ansvar.

Der skal skrappere midler til, når ledelsen ikke selv kan indse det.

Der skal lovgives, for Instagram har et ansvar som udgiver.

Det fortjener de unge drenge og piger, der på det groveste er blevet forulempet.