Det var længe ventet, og endelig blev et flertal af partierne enige om, hvordan minksagen skal undersøges.
Det er De Radikale, der har været den afgørende stemme i denne sag. Længe har de været nølende og søgt efter en måde at gennemføre den helt relevante og nødvendige kulegravning af den største politiske skandale i nyere tid. Hvordan kunne 15 millioner mink blive aflivet og et helt erhverv afviklet uden et lovligt grundlag.
Det er essensen i den nye undersøgelse.
Regeringens støttepartier ønskede en helt utilstrækkelig advokatundersøgelse. Oppositionen en grundig, men langvarig kommissionsundersøgelse. Men nu er man landet på en Granskningskommission, der skal afdække forløbet på kun et år. Kommissionen kommer til at læse alt skriftligt materiale og foretage afhøringer af politikere og embedsmænd. Der skal laves en rapport, og den skal afleveres til Folketinget i stedet for Justitsministeriet.
Det er en rimelig og balanceret løsning, som kommer de fleste partier i møde – undtagen regeringen, der sikkert helst var det hele foruden.
Den kommende undersøgelse skal ledes af en dommer med en dreven udspørger. Det havde været en katastrofe, hvis man havde fulgt De Radikales første forslag, hvor det var landets politikere, der skulle udspørge politiske modstandere og embedsfolk. Det vil enhver kunne forsikre sig om, hvis de fulgte med i de løbende samråd. De er ikke præget af præcise og velformulerede spørgsmål.
Det er nødvendigt, at der kommer en forklaring på, hvordan denne sag i folkesundhedens tjeneste kunne eksplodere i magtmisbrug i både ministerier, styrelser, politiet og forsvaret.
Der er meget at forklare, som B.T. de seneste dage har afsløret.
Hvornår vidste regeringen, at aflivning af mink uden for de smittede områder var ulovligt?
Hvorfor fortsatte man arbejdet, efter at man opdagede, at det var ulovligt?
Hvorfor blev politiet og militæret sat ind, når de vidste, at var ulovligt?
Hvem gav politiet det indtryk, at det nok var ulovligt, men ikke ret længe. Der ville snart komme en helt ny lov?
Det er bare en række af væsentlige spørgsmål, hvor det bliver centralt, om statsministeren og hendes stab har instrueret andre ministerier og styrelsers arbejde. Eller rettere: Har Mette Frederiksen og hendes folk givet direkte ordrer til andre embedsmænd, der har fået dem til at udføre ulovlige opgaver?
Den nye undersøgelse er nødvendig. Det er blevet lysende klart – også for De Radikale – fordi B.T.s mange afsløringer slet ikke har været at læse i den officielle redegørelse fra Justitsministeriet. Her har man bl.a. ikke oplyst, hvordan Statsministeriets stabschef var dybt involveret i, hvordan Mogens Jensen skulle forklare sig.
Nok har statsministeren uhørt opbakning til sin coronabekæmpelse i øjeblikket, men om et år kan meget se anderledes ud, og her kan et magtfuldkomment og magtstyrende statsministerium blive en grim historie – selv for Mette Frederiksen.
