H.C. Andersens gamle eventyr 'Kejserens nye klæder' har en karakter, der på mange måde er spirit animal for journalister: det lille barn, der ødelægger den gode stemning og stiller spørgsmål ved det, som alle synes at have vedtaget.
Eventyret har godt nok også på rollelisten en 'skikkelig minister' og siden et par 'gamle skikkelige embedsmænd', der bliver sovset ind i skandalen, fordi de ikke tør sige magten imod, men lad os lige holde fokus på det lille barn, der går mod strømmen.
Mange synes at være trætte af at høre om den manglende lovhjemmel i efterårets såkaldte minkskandale. Det er 'dumt' og 'upassende', når B.T.s og andre mediers journalister spørger kritisk ind til forløbet, mener mange.
Vi er videre, nu gælder det om at oplyse om de nye restriktioner, vi skal vise samfundssind, vi skal stå sammen, vi skal holde smitten nede. Og det skal vi. Naturligvis.
Men vi skal også holde fast i, at vi skal finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om nedlæggelsen af minkerhvervet i Danmark.
For det meste er den slags sager ikke så åbenlyse og klare som tilfældet med den afklædte kejser i eventyret.
Minksagen næppe heller.
Hvis barnet i fortællingen havde været journalist i dagens Danmark, skulle udbruddet om, at kejseren 'ikke havde noget på', da også mere formålstjenligt have være formuleret som et spørgsmål.
Regeringen har selv tilvejebragt en redegørelse af forløbet, men det står lysende klart, at der er masser af vigtige spørgsmål, som den ikke giver svar på.
På pressemøder, i spørgetimer i Folketinget og i samråd er statsministeren og andre ministre langtfra altid villige til at svare direkte på det, de bliver spurgt om. Også de viser med al tydelighed, at de i mange tilfælde finder spørgsmålene 'dumme' og 'upassende'.
Således er bedste mulighed for at få svar på de vigtige spørgsmål den kommissionsundersøgelse af minksagen, som en samlet blå blok efterlyser.
Nøglen til at få den stemt igennem i Folketinget – de afgørende mandater – sidder De Radikale med.
De har allerede tilkendegivet, at de ønsker sagen undersøgt, men de har endnu ikke tilsluttet sig forslaget om en kommissionsundersøgelse.
Hvad en eventuel undersøgelse vil vise, er der ingen, der ved, og dermed er der heller ingen, der ved, hvad udgangen på Mette Frederiksens minkeventyr kan blive.
En kommissionsundersøgelse er ingen garanti for fuld afklaring, men det er bedste bud på at finde ud af, hvad der 'ligger på væven', for at blive i sprogbrugen fra H.C. Andersens gamle eventyr.
I mellemtiden bliver vi nødt til at love, at B.T.s journalister også fortsat vil ødelægge den gode stemning med 'dumme' og 'upassende' spørgsmål.
