Kontanthjælpsloftet er lagt i graven.

Det står klart, efter at regeringen sammen med de røde støttepartier tirsdag middag har indgået en aftale om en række ændringer for borgere på kontanthjælp.

Ændringer, som betyder, at kontanthjælpsloftet, som længe har været en torn i øjet på Enhedslisten og SF, bliver fjernet og erstattet af en såkaldt 'indkomsttrappe' og som – uanset hvordan man vender og drejer det – kommer til at betyde, at flere kontanthjælpsmodtagere kommer til at modtage mere.

Samlet set øger den nye aftale nemlig udgifterne til kontanthjælpsystemet med en halv milliard kroner.

En udvikling, som ingen kan være i tvivl om, at de borgerlige partier er inderligt imod.

Alligevel lod beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) pressen forstå, at han var »smadderærgerlig« over, at det ikke var lykkedes at få de borgerlige med i kontanthjælpsaftalen.

»Vi havde for forskellige standpunkter,« forklarede ministeren, da aftalen blev præsenteret.

Øhh ja – det har vi sådan set allesammen meget længe været klar over var tilfældet.

At der er særdeles forskellige politiske holdninger til loftet over de offentlige ydelser som kontanthjælp, vækker med andre ord ikke skyggen af overraskelse hos os, der følger med i dansk politik.

Derfor er sandheden også, at det selvfølgelig heller ikke kommer bag på beskæftigelsesministeren.

Aftalen er derimod udtryk for et helt bevidst politisk valg, som regeringen er i sin gode ret til at træffe.

Man må dog alligevel undres.

For denne smalle og højrøde aftale om fremtidens kontanthjælpsystem kommer, blot dage efter at regeringens øverste chef, statsminister Mette Frederiksen (S), i en kronik i Jyllands-Posten advokerede for, at der er brug for brede politiske aftaler og for en bred regering hen over midten efter næste folketingsvalg.

Aflivningen af kontanthjælpsloftet er præcis det modsatte.

Endnu mere mærkeligt bliver det blot, hvis man dykker ned i, hvad statsministeren tidligere har lovet om netop kontanthjælpen, der er en af de ydelser, som i stor udstrækning gives til familier med indvandrerbaggrund, som står uden for arbejdsmarkedet.

»Der bliver ikke lempet i udlændingepolitikken. Og ydelserne bliver ikke hævet,« bedyrede Mette Frederiksen (S) i et interview med B.T. i april 2019, som samtidig slog fast, at hun slet ikke ville være statsminister for en regering, som hævede ydelserne.

Men det var altså dengang.

Nu er alt tilsyneladende til salg i et forsøg på at formilde støttepartierne, inden Minkkommissionen præsenterer deres konklusioner. Intet lader til at være for dyrt eller for helligt – ej heller de løfter, som statsministeren selv har givet vælgerne.

Desværre forstærker dagens aftale blot indtrykket af en statsminister, som er blevet så glad for landets mest indflydelsesrige embede, at hun er parat til at gøre hvad som helst for at blive hængende på taburetten efter næste valg.

Det er ikke bare trist. Det kan også gå hen og blive en stor økonomisk byrde, at regeringens indflyvning til et kommende folketingsvalg fortsat lader til at indbefatte store pengegaver til udvalgte grupper, på trods af at presset på de offentlige finanser har været eksorbitant på grund af først corona og nu krigen i Ukraine.