Det klinger umiddelbart godt med ordet »frikommuner«, der er aktuelt i forbindelse med social- og ældreminister Astrid Krags arbejde med at lande en velfærdsaftale med de andre partier.
Mette Frederiksen satte allerede emnet på dagsordenen i sin nytårstale, hvor hun proklamerede et opgør med den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet. I bedste Helle Joof-stil bør vi brænde det hele ned og »begynde forfra«, måtte vi forstå.
Nu sidder Mette Frederiksen og Astrid Krag og drømmer om at udbrede forsøg med såkaldte frikommuner, som vi blandt andet har beskrevet det her på B.T.
Med frikommuner er frygten naturligvis, at det bliver mere frihed til systemet og mindre frihed til mennesket.
At de ældres ret til selv at bestemme, hvem der leverer mad og gør rent i deres hjem, ryger i svinget, når kommunerne skal sættes fri til at løse opgaven uden snærende bånd.
I de mange regler og love på ældreområdet ligger imidlertid også en del rettigheder, der skal sikre, at man også er et individ med krav på værdighed i alderdommen.
Derfor er Ældre Sagen da også arg modstander af regeringens fikse idé.
Er der så noget at have frygten for tabet af det frie valg i? Desværre ja.
Dansk Industri har foretaget en analyse, der afslører store forskelle på blå og røde kommunalpolitikeres holdning til de ældres frie valgmuligheder.
Altså, om der skal være et privat alternativ til det kommunale tilbud.
96 procent af de borgerlige politikere svarer, at det er vigtigt, at der er frit valg til vores ældste medborgere, mens kun 33 procent af politikerne i rød blok mener det samme. Her er der med andre ord langt større tillid til, at kommunerne finder den bedste løsning, der passer til alle.
Ældreordføreren i De Konservative, Mette Abildgaard, rammer den rent:
»Vi ser allerede i dag, at nogle kommuner ikke ligefrem går op i at oplyse de ældre om, at de faktisk har ret til andre tilbud end det kommunale. Der er nogle kommuner, der tydeligt ikke ønsker private leverandører,« siger hun.
På overfladen er det en klassisk ideologisk kamp på tværs af Folketingssalen, men lige under er det virkelighed. Det gælder noget af det mest dyrebare for vores ældre, vores forældre, vores bedsteforældre:
Deres ret til at vælge selv.
