Før 11. marts sidste år var ordet 'forsamlingsforbud' noget særligt i Danmark.

Faktisk var det så eksotisk et ord i danske aviser, at det i de ti år, der gik forud for coronaepidemiens indtog i Danmark, kun var nævnt i 30 artikler i landsdækkende dagblade.

Det viser en søgning i det elektroniske avisarkiv Infomedia.

Ordet blev nævnt i skriverier om rocker- og bandekonflikter, om tiden under besættelsen og om fjerne forhold i fremmede lande.

Men så kom det ellers frem fra glemmebogen: I det seneste år er ordet 'forsamlingsforbud' nævnt i flere end 1.000 artikler, og det er noget, vi alle sammen lever med. I dag har vi de fleste steder forsamlingsforbud for flere end fem personer.

Det skal retfærdighedsvis siges, at der naturligvis er undtagelser. Det har gennem hele perioden været lovligt at demonstrere uden skelen til antal, og 'almindelig ophold og færden på en arbejdsplads' er heller ikke omfattet af samme forsamlingsforbud nu.

Eksperter kritiserer nu, at man selv udendørs fortsat ikke må samles flere end fem mennesker. Det skyldes, at risikoen for smitte er langt lavere udendørs end inde. De fleste eksperter advarer om, at vi stadigvæk skal være fornuftige, varsomme og holde afstand, så vi ikke får iværksat en tredje bølge af smitte. Men når det gælder forsamlinger af mennesker udendørs, er der alligevel rum til at lirke på reglerne, mener de.

»Jeg mener ikke, at det nuværende forsamlingsforbud er voldsomt fagligt begrundet,« siger professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos til B.T.

»Jeg synes, det er meningsløst, når det handler om at gå en tur eller lave alle mulige andre sociale aktiviteter udenfor,« siger Thorkild I.A. Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, til DR.

I øjeblikket er antallet af indlagte under 196 på trods af Mette Frederiksens »kalkulerede risiko«, der forudsagde, at antallet af indlagte ville ramme 870 i april med den genåbning af samfundet, vi har nu. Det går med andre ord bedre end frygtet.

Alle kan forstå, at det kan være nødvendigt at opsætte regler for at hindre en voldsom udbredelse af smitte. Men mange af de restriktioner, vi er udsat for, er så indgribende i vores liv, at de bør fjernes med samme iver og lige så resolut, som når de bliver indført.

Sådan føles det langtfra i disse dage. På trods af fortsat lav smitte efter den begyndende genåbning virker regeringen fodslæbende og nølende, når der skal løsnes op igen.

Det duer ikke. Det er afgørende, at vi får så meget af vores frihed tilbage, som det overhovedet kan forsvares – så hurtigt, som muligt.

Forsamlingsforbud er et dansk ord, der ikke hører hjemme på avisernes forsider – lad os krydse fingre for, at vi hurtigst muligt igen kan sende det direkte tilbage til glemmebogen.