Statsminister Mette Frederiksen har modvilligt indvilget i at »se på«, om hun kan hjælpe børnene fra lejrene i Syrien hjem til Danmark. Det bekendtgjorde hun tirsdag.
Alligevel må titlen som 'børnenes statsminister' efterhånden være en sag for Forbrugerombudsmandens afdeling for falsk varebetegnelse.
Det står nemlig helt klart, at det aldrig var Frederiksens egen vilje at kæmpe de pågældende børns kamp. Hun skulle presses til ikke automatisk at lade børnene arve forældrenes synder.
Det klinger ikke så mundret, men 'børnenes konseilspræsident' var måske Klaus Espen Berntsen. Det var nemlig i hans tid i embedet, at Danmark i 1913 fik opdateret fabriksloven fra 1873, så aldersgrænsen for fabriksarbejde blev hævet fra 10 til 14 år, så børn, der ikke havde afsluttet skolen, ikke måtte arbejde på fabrik.
Et bud på 'børnenes første statsminister' kunne måske være socialdemokraten Thorvald Stauning. Indtil straffeloven af 1930 trådte i kraft, var den seksuelle lavalder for piger fastsat til 12 år, mens der ikke var nogen for drenge. Under Staunings regeringsperiode blev den for begge køns vedkommende fastsat til 15 år.
Den konservative statsminister fra 1982 til 1993, Poul Schlüter, kaldte næppe nogensinde sig selv for 'børnenes statsminister', men det var ikke desto mindre i hans regeringstid, at Danmark ratificerede FNs børnekonvention.
Det var også under Schlüter, at retten til at prygle eget yngel i princippet blev afskaffet ved en ændring i Forældremyndighedsloven i 1985. Det var dog stadigvæk så uklart, at vi skulle helt frem til 1997, hvor Folketinget vedtog at afskaffe revselsesretten helt og holdent, så det blev forbudt at udøve nogen som helst form for fysisk eller psykisk afstraffelse af sine børn. Dengang hed statsministeren Poul Nyrup Rasmussen.
Nuværende statsminister, Mette Frederiksen, er vist den eneste, der har udråbt sig selv til 'børnenes statsminister', men man er nødt til at stille spørgsmålet 'på hvilken baggrund?'.
I en valgpjece gjorde Mette Frederiksen sin position klar: »Hvis Socialdemokratiet danner regering efter næste valg, så er der en ting, der er vigtigere end alt andet: Vores børn skal have en bedre barndom. Jeg vil gerne være børnenes statsminister.«
I øvrigt med en henvisning til partiets udspil 'Altid på børnenes side'.
Støttepartiet SF har i indeværende regeringsperiode forgæves forsøgt at få FNs børnekonvention inkorporeret i dansk ret, men 'børnenes statsminister's egen social- og indenrigsminister, Astrid Krag, har gjort sig store anstrengelser for at forklare, at det ikke var nogen god idé.
Man kan naturligvis ikke klandre Mette Frederiksen for den nuværende coronapandemi, men man kan bestemt sætte spørgsmålstegn ved hendes prioritering i forhold til at få børnene tilbage i skole under forhandlingerne om genåbning. Først efter påske kan de sidste elever se frem til halvt fremmøde i et skoleår, der reelt er molesteret trods ivrig indsats af både elever og lærere i hjemmeskolen.
De højt besungne minimumsnormeringer i børnenes institutioner skal først være indfaset om flere år – i 2025.
Eneste handling, der umiddelbart kan ryge på cv'et for en 'børnenes statsminister', er den undskyldning til Godhavnsdrengene, som Frederiksen stak ud i begyndelsen af sin regeringsperiode.
Ingen skal forklejne de svigt og overgreb, som Godhavnsdrengene oplevede på børnehjemmet fra 1950erne til 1970erne, men det er nok også en god idé så småt at skrive et udkast til undskyldningen til de børn med ret til dansk pas, der allerede har fristet en skæbne i syriske lejre alt for længe. »Undskyld, at vi lod frygten for at miste vælgere til DF overskygge løftet om altid at være på børnenes side,« kunne indledningen måske lyde.
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt titlen som 'børnenes statsminister' er fortjent.
Spørgsmålet er vel snarere, om nogen statsminister lige så klart og tydeligt har underprioriteret og ignoreret sager med børn i centrum?
