Man kan få meget for 130.000 kroner.
For rigtig mange mennesker med et helt almindeligt betalt arbejde skal der op mod et halvt års løn ind, før der efter skat står den slags penge på lønkontoen.
Forudsat selvfølgelig, at man ikke bruger af dem undervejs – og hvem er så heldig ikke at behøve at gøre det?
For dem, der er, er det nu alligevel – og selv i en tid med høj inflation – penge nok til en god ny brugt bil, et nyt køkken eller en tre, fire gode ferier for hele familien.
Miljøstyrelsen derimod lader til at have et lidt andet forhold til et beløb i den størrelsesorden.
B.T har over de seneste uger afdækket, hvordan styrelsen har afkrævet fisker Hans Jacob Jensen et 'klagegebyr' på 130.000 kroner for overhovedet at ville gå i gang med at nævnsbehandle hans klage over dumpning af slam i Bælthavet.
Et gebyr, som han efter eget udsagn ikke har nogen mulighed for at betale.
– og et gebyr, som Miljøstyrelsen ifølge professor i forvaltningsret Frederik Waage ikke har formået at redegøre for lovligheden af at opkræve.
»Jeg mener, det er et stort problem, at styrelsen med et sådant krav reelt afskærer borgeren fra at få efterprøvet afgørelsen,« lyder det blandt andet fra juraprofessoren fra Syddansk Universitet.
Det er da også mystisk, at lige præcis manden med jollen skal betale hele gildet, når de enorme anlægsprojekter, som er årsagen til, at der overhovedet dumpes slam i havet, opererer med anlægsbudgetter i mangemillionklassen.
»Det plejer jo at være sådan i miljøforvaltningen, at den, der forurener, betaler gildet. Og jeg forurener ikke,« lyder det fra erhvervsfisker Hans Jacob Jensen.
– og man forstår ham ærlig talt godt.
Det forarger, at myndighederne slår ring om 'de store fisk' og med eksorbitante krav om 'sikkerhedsstillelse' forhindrer, at et nævn kan undersøge, om slammet faktisk ødelægger livet under havoverfladen, sådan som fiskeren oplever det.
Tilføjer man så lige den detalje, at det er Miljøstyrelsen selv, der har udstedt tilladelserne til dumpning af slam fra havnene i Odense og Kalundborg – ja, så bliver man for alvor bekymret.
For hvem er det, Miljøstyrelsen forsøger at beskytte i denne sammenhæng?
Er det havmiljøet? Er det de kommunalt ejede havne, som står bag dumpningen af slam? Er det jollefiskeren, som oplever, at fiskene er forsvundet?
Eller er det i virkeligheden den myndighed – nemlig Miljøstyrelsen selv – som har givet tilladelsen til, at der kunne dumpes slam i Bælthavet?
Ja, det står hen i det uvisse.
Men bare den kendsgerning, at man som betragter af den her sag udefra kan blive seriøst i tvivl, udgør et mere end alvorligt problem.
For det lugter ærlig talt af et system, der først og fremmest forsøger at beskytte sig selv.
– og lad mig så lige slå fast:
Spørgsmålet om, hvorvidt der er lovhjemmel eller ej til at opkræve de 130.000 kroner i såkaldt 'sikkerhedsstillelse' fra en slam-ramt jollefisker, er jo egentlig kun sekundært.
Skulle det vise sig lovligt, må loven laves om.
