Han passede jo sådan set bare sit arbejde.
Pædagogmedhjælperen, som i sidste uge måtte eskorteres ind til vidneskranken af fem betjente, mens et større antal svært bevæbnede politifolk holdt vagt uden for retsbygningen i Odense.
Alligevel er det ham, der i dag sidder tilbage med en regning så stor, at den er svær at begribe.
»Jeg har siden fået konstateret ptsd, jeg har svært ved at huske, og jeg er ret stresset,« forklarede den i dag 28-årige og tydeligt mærkede pædagogmedhjælper, da han afgav forklaring i Østre Landsret.
Landsretten fandt da også efter fire dage med retsmøder, at byrettens udvisningsdomme til to af pædagogmedhjælperens overfaldsmænd, var helt på sin plads.
Dermed kan de nu efter endt fængselsstraf – formentlig – se frem til at skulle skabe sig et liv i Somalia.
Skuffende lød det fra den ene mands forsvarer, Ulrik Sjølin, som over for B.T. pointerede:
»Det er voldsomt at blive udvist. Man kan selv overveje hvilke chancer, man har for at overleve i Mogadishu.«
Og ja, der er næppe nogen tvivl om, at livet i den somaliske hovedstad er et noget andet end det, de nu dømte overfaldsmænd har været vant til at leve i Odense.
Men så meget desto større grund burde der være til, at dem, der altså risikerer en udvisningsdom, afholder sig fra at lemlæste, true eller overfalde nogen som helst.
Det er nemlig i denne sammenhæng afgørende at huske på, at livet også har ændret sig for bestandigt for den mand, som gerningsmændene er dømt i både by- og landsret for at have stukket, truet og gennembanket.
At retssystemet nu har slået fast, at så meningsløse forbrydelser rent faktisk udløser ubarmhjertigt hårde straffe, er en trøst.
Dels for den pædagogmedhjælper, der helt i overensstemmelse med sin jobbeskrivelse indberettede en anbragts ulovlige brug af peberspray mod personalet, men derefter endte med at blive offer for en livsfarlig hævnaktion.
Dels for alle os, der virkelig ønsker og håber, at udvisningsdomme som dem, der faldt i sidste uge, kan være med til at tvinge brutale voldsmænd til at skrue ned for afstumpetheden.
Når alt kommer til alt, er det afgørende, at vi som samfund signalerer opbakning til ofre, der trods enorme personlige omkostninger finder modet til at anmelde og vidne mod skruppelløse voldsmænd.
Voldsmænd, som – vel at mærke – har været heldige nok til at blive tilbudt tilværelse og fremtid i Danmark, men som tilsyneladende ikke værdsatte det tilbud synderligt højt.
Nu har retten så talt.
Tilbage står, at det nu må være offeret, det gælder. Det er ham og hans nærmeste familie, som bør mærke vores energi, opbakning og omsorg.
Ikke hans bødler.
