Det er sorte økonomisk skyer, der trækker op over Danmark efter statsministerens fortsatte nedlukning af landet.
Mette Frederiksen pressemøde handlede grundlæggende om den kontrollerede genåbning, men det essentielle var den fortsatte nedfrysning af samfundet.
Det er nødvendigt, at regeringens fokus for coronastrategien i højere grad tager hensyn til virksomheder og vækst. Det går nemlig stærkt den forkerte vej.
Nye tal tirsdag viser, at der siden 9. marts er kommet 44.309 nye ledige. Værst er det naturligvis gået ud over både transport- og restaurationsbranchen. 9.000 nye arbejdsløse fra restauranter og cafeer har meldt sig i dagpengesystemet, og chaufførernes tal er steget med 83 procent. Det bliver ikke de sidste, der stiller sig i køen. Den vil vokse de næste måneder, uden de ledige har nogen sandsynlighed for at komme i arbejde foreløbig.
Fly- og rejsebranchen er så hårdt ramt, at SAS tirsdag kunne fortælle, at de har mistet 1,3 mia. kroner i marts. Norwegian, der er endnu hårdere ramt, har sendt deres personale hjem og er i realiteten i fare for at gå konkurs.
Det er endnu for tidligt at komme med tal på antallet af konkurser i Danmark, da tallene først kommer senere, men de fleste eksperter spår en eksplosion af konkurser - herunder en række af landets festivaler, der fik tæppet trukket væk under sig ved statsministerens forsamlingsforbud frem til august.
Den professionelle sport er livstruet, da deres indtægtsmuligheder er forsvundet. Superligaen, Tour de France og håndbold lever af sponsorer, tv-penge og tilskuerindtægter. Alle muligheder er væk, og i flere sportsgrene vil man opleve konkurser og nedlæggelser af hold og turneringer.
Men handler denne krise ikke om sundhed og viljen til at redde liv?
Jo, det gør den unægteligt, men hvordan vi vælger at styre vores samfund, hvordan vi åbner for virksomhederne, hvordan vi definerer slutdagen, er udtryk for en række politiske valg. Dem træffer den socialdemokratiske regering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen egenrådigt. Der bliver ikke lukket andre ind i den proces.
Den danske strategi er at holde os på den grønne kurve, sagde statsministeren mandag. Det betyder, at der ikke må være flere smittede i samfundet, end sundhedsvæsenet kan håndtere, for at undgå så mange dødsfald som muligt. Det er naturligvis på mange måder et kynisk spil, hvor statsministeren og rådgivere skal vurdere, hvor mange smittede vi kan have i samfundet, uden at vi mister for mange syge.
Det lyder kynisk, men det er ikke anderledes, at politikerne har accepteret, at det koster 500 dødsfald om året, at danske brændeovnes partikeludledning er giftig. Vi kunne bare forbyde de værste, så ville dødstallet falde. Der dør cirka 15.000 af rygning om året. Vi kunne forbyde rygning, og mange ville leve længere. Men vi gør det ikke, for vi har truffet de politiske valg, at friheden til at ryge sig ihjel er vigtigere end at redde mange liv.
Det er den samme kalkulerede risiko, Mette Frederiksen anvender, når hun åbner for daginstitutioner og skoleklasser. Hvad vil det betyde af flere smittetilfælde og i sidste ende flere dødsfald?
Det er afgørende vigtigt, at andre partier kommer med ind i den politiske vurdering, det er, at andre grupper end børn skal have lov til at vende tilbage til normalen.
Det ser ud til, at oppositionspartierne endelig er vågnet op, efter tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens skrev et opråb i sin klumme her i B.T. De borgerlige partier skal være med til at tø det fastfrosne erhvervsliv op. De må tvinge sig til forhandlingsbordet.
Det er afgørende vigtigt, at erhvervslivet og de små virksomheder under kontrollerende former åbner, som man nu gør i Norge og Østrig.
Vi skal have gang i hjulene, inden regningen bliver for stor, og det kan ikke afgøres alene af statsministeren.
