NemID, MitID, e-Boks og Digital Post.

Indrømmet:

Jeg er faktisk ikke helt klar over præcis hvad og hvorfor. Det varmer dog at vide, at jeg langtfra er alene.

B.T. har i denne uge beskrevet, hvordan danskerne har mere end svært ved at overskue det syndige rod omkring diverse digitale løsninger i kommunikationen mellem myndigheder og borgere.

For det første kan vi tilsyneladende ikke finde ud af, hvordan vi kommer fra det nuværende NemID over i det nye MitID.

Måske fordi vi ikke helt forstår hvorfor.

For hvori består det smarte? Hvordan kommer det nye system til at gøre vores liv nemmere?

Det gælder formentlig for mange af os, at det er mere end svært at finde motivationen til at læse en manual.

Handler manualen så om noget, man på ingen måde selv har ønsket, som ikke interesserer én det fjerneste, og som man heller ikke har på fornemmelsen vil lette hverdagen synderligt, så bliver det kun endnu mindre attraktivt.

Præcis som det er tilfældet med netop manualen for overgangen fra NemID til MitID.

Var opgraderingen af ID-systemet så bare den eneste digitale hurdle lige nu. Det er det dog langtfra.

For som om det ikke er nok, så er danskerne blevet belemret med endnu en it-hovedpine i form af en ny løsning til digital post kaldet: Digital Post.

Altså en ny platform, hvor du kan modtage digital post fra det offentlige.

En platform på linje med alle de andre platforme til digital post: e-Boks, Borger.dk, Mit.dk og ja – nu altså også Digital Post.

Det er svært ikke at få lyst til at zoome helt ud, når man skal forsøge at danne sig et overblik over det, der mest af alt ligner et virvar af abstrakt uoverskuelighed.

Det er da også mærkværdigt, at det offentlige udsætter danskerne for alt det her på én gang.

Brugervenlighed er – ligesom det er tilfældet de fleste steder – ikke mindst en dyd dér, hvor man beskæftiger sig med it-løsninger.

At det forholder sig anderledes, når det gælder offentlige it-løsninger, er nedslående.

For selvom det formentlig er uomtvisteligt, at der er tale om løsninger, der forbedrer sikkerheden – og selvom det formentlig også lader sig gøre at skifte til de nye løsninger og platforme, når man engang løber panden mod muren med det gamle og således er tvunget til at gøre det – så er det helt uforståeligt, at man ikke har sørget for at bibeholde et simpelt og brugervenligt setup.

Ærgerligt, at man ikke i højere grad har sikret sig en ordentlig timing i lanceringen af nye it-løsninger.

Måske er det et udtryk for, at det er på tide, at også det offentlige bliver mindet om, at bare fordi noget kan lade sig gøre, er det ikke pr. definition en god idé at gøre det.

Med andre ord bør der være en tungtvejende og dermed let kommunikerbar grund til at ændre noget, der virker.

Er der ikke det, er det formentlig, fordi ideen enten ikke er klar til at blive ført ud i livet, eller slet og ret fordi det bare grundlæggende er en dårlig idé.